Zoolander 2

Kunne du ikke lide ”Zoolander” fra 2001? Så lad for guds skyld være med at se ”Zoolander 2”. Kunne du lide ”Zoolander” fra 2001? Så lad være med at se ”Zoolander 2”. Var du virkelig stor fan af ”Zoolander” fra 2001? Tja, så er der vel ingen vej udenom… Så bliver du nok nødt til at se 2’eren, men hold forventningerne i bund. Dette er nemlig en utroligt tam komedie som skuffer på næsten alle fronter.

I ”Zoolander 2” vender Derek Zoolander (Ben Stiller) og Hansel (Owen Wilson) tilbage til modelverdenen efter 15 års fravær. Datidens to store mandlige modeller må nu indse, at modebranchen har ændret sig siden sidst, og at nutidens modeller og designere forholder sig til mode med en kløgtig distance, hvilket aldrig har været Derek og Hansels stærke side. Til gengæld ved Zoolander alt om sit eget signatur look – det ikoniske Blue Steel, der er blevet koblet sammen med en række kendismord. Nu må de to modeller rejse til Rom sammen med en lækker agent fra Interpols Global Fashion Division og opklare mysteriet samt gøre comeback på catwalken.

zoolander 2

Jeg var aldrig specielt stor fan af den første ”Zoolander” og jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at forstå, hvordan den kunne ende med at få kultstatus. Med det sagt er det da en udmærket komedie – den slår mig bare ikke som værende en mindeværdig film. ”Zoolander 2” er instrueret af Ben Stiller himself, og han har til gengæld imponeret bag kameraet på det seneste. ”Tropic Thunder” var hysterisk morsom fra start til slut og ”The Secret Life of Walter Mitty” var en fryd for øjet. Han har tydeligvis forstand på at lave film, så det er mig derfor en gåde, at han er manden bag ”Zoolander 2”. Filmen byder på en lille håndfuld gode scener og øjeblikke, men i det store hele er det en elendig film. Stiller, hvordan kunne det gå så galt?!

Filmen sigter efter at være så dum at den er sjov (ligesom 1’eren), men den nøjes blot med at være dum. Ikke engang Will Ferrell – som ellers ofte formår at levere i alt han er med i – formår at skinne igennem. Han fremstår blot irriterende. Stiller og Wilson har altid haft en god kemi sammen og i visse scener lykkes det dem da også, at bringe et smil frem på ens læber, men det sker desværre alt for sjældent. ”Zoolander 2” er spækket til randen med cameos, men heller ikke de fungerer. Jovist, Benedict Cumberbatch er ganske morsom i de få minutter han er med, men Justin Biebers optræden er tåkrummende pinlig. Stiller og Company har haft 15 år til at tænke over en værdig efterfølger til ”Zoolander”… Og det her er hvad vi får? Det er svært, at få det til at hænge sammen. Denne film burde virkelig have været bedre. Stiller burde have ladet sig inspirere af ”22 Jump Street” – det er nemlig sådan man laver en efterfølger til en komedie.

zoolander 3

Billede og lyd

Billedformat er præsenteret i HD 1080 Widescreen (2.39:1). BD-udgivelsen af ”Zoolander 2” byder på et rigtig flot transfer. Farverne er klare og naturlige og der er ikke skyggen af støv eller andre digitale forstyrrelser.

Lydformat er præsenteret i DTS HD – Master Audio. Der er heller ikke meget at påpege ved lydsiden. Både lyden og musikken kommer klart igennem, uden dog at være helt fantastisk.

Ekstramateriale:

BD-udgivelsen af ”Zoolander 2” indeholder tre features ved navn ”The Zoolander Legacy”, ”Go Big or Go Rome” og ”Drake Sather: The Man Who Created Zoolander”, som alle sammen giver et indblik i skabelsen af filmen. Disken indeholder også en fake-reklame ved navn ”Youth Milk Beauty Ad”. Al ekstramaterialet strækker sig over en lille times tid og det hele er meget velproduceret.

zoolander 4

Konklusion

”Zoolander 2” er en virkelig tam komedie. Hold da op, hvor er den doven… De dygtige skuespillere prøver, men kan ikke hamle noget op imod en dårlig historie og en helvedes masse dårlige jokes. Hvis du elskede den første film i serien, så giv da ”Zoolander 2” en chance, men forvent ikke en lige så vellykket film. Filmen ser og lyder rigtig godt på Blu-ray og udgivelsen indeholder også en fin bunke ekstramateriale.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden