Uanset hvor mange midler og effekter, så vil Bryan Singers ultimative svendeprøve og entré til filmkarrieren, for mig, altid være The Usual Suspects. For det var i denne film at han definerede sin største egenskab: At kontakte sit publikum og dreje vores hjerne i uventede retninger, hugget i sten da kaffekoppen ramte gulvet og undersiden, Kobayashi, vendte opad. I mindre skala, men større ambitioner, tog Singer evnen med sig, da hans fik kontrakten til første filmatisering af X-Men. Altid med en sans for det ikke-forventelige og drilske leg med Mystiques camouflage-evner. Med større midler og mere budget, manifesterede det sig i den absolut bedste mutant-film: X-Men 2.
Bagefter gik det galt for X-men. Fordi Bryan Singer ikke længere var i instruktørstolen. The Final Stand og Wolverine blev dog indhentet af X-Men: First Class, som pustede nyt håb i franchisen. Elleve år efter Singer sidst dansede med superhelte, tilsætter han mutanternes epos ny energi, med tidslegen i X-Men Days of Future Past.
Vi er fjernt fra vejen mod et endeligt opgør, og nærmere Marvels episodisk opbyggede superhelte-soap, som aldrig vil ende (så længe det er indbringende). I fremtiden foregår en ny holocaust mod mutanterne, der samles om en uovervindelig fjende: Sentinels – robotter som kan adoptere mutanternes evner. Det er en ren udryddelse som begyndte den dag Mystique skød og dræbte videnskabsmanden, Trask, som var stamfaderen til Sentinels. (Meget Terminator 2 agtigt). Så med mutanternes kraft bliver fremtidens Wolverine projekteret tilbage til fortidens mutanter, for at stoppe årsagen til robotternes fremdrift.
Atter er de mest populære mutanter i rampelyset; Wolverine, Professor X, Magneto og Mystique, mens en enorm adspredelse af øvrige mutanter står i scenekanten. Nogle gange som biroller, mens Quicksilver skrives ind i historiens centrum og er hovedpersonen i filmens mest humoristiske bullit-time scene, hvorefter han skrives ud igen. Alt for hurtigt. Det er symptomatisk for Days of Future Past at have for mange mutanter på scenen, uden at tjene deres baggrund og kun lade dem repræsentere af deres kræfter. Less is more, husker du nok.
Alligevel takler Bryan Singer historiens opbygning som en mester gør. Den er lang – et stykke over to timer – og tager sig tid til at dvæle ved de komplekse karakterer i Mystique og Magnet, som udøver et betændt forhold. Men, som de øvrige Marvel film, får man følelsen af storstilede episoder med et meget stor produktionsapperat og en svag retningssans, for hvor er mutanterne egentligt på vej hen? Days of Future Past ligger i den positive halvdel af X-men filmene, men det er ikke den hidtil bedste.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven er udsmykket med den velkendte type af ekstramateriale: Slettede scener, gag reels og dokumentarer og optagelserne, idegrundlaget, osv osv. Det er muligt at hente en app til filmen, der synkroniseres som en sekundær skærm under afspilningen, med bonusinfo. Sidst er det trailere fra filmen og reklame for den kommende Ridley Scott storfilm: Exodus.