Mens Marvels Cinematic Universe har holdt et højt og stabilt niveau gennem en abnorm superhelt-soap på hele 23 afsnit, så har rejsen for X-Men været en noget mere broget slags. Mutanternes epos har strålet, vaklet, er blevet genstartet, snublet, kastet mellem forskellige forfattere og instruktører, som nogle gange respekterede seriens kontinuitet – og andre gange var bedøvende. Instruktørerne Bryan Singer og Matthew Vaughn kan i min bog kreditere sig selv som X-mens bedste holdkaptajner, men i deres fravær sjuskede strategien og desværre står de ikke bag seneste udspil; Dark Phoenix. X-men producenten Simon Kinberg prøver nu kræfter som instruktør. På papir måske et selvskrevet godt forslag til denne superhelte-franchise, når nu han kender universet så godt, men i praksis har han afleveret mest sjuskede X-Men siden The Last Stand.
For dem som aldrig har åbnet et tegneseriehæfte, så er Dark Phoenix den tikkende bombe udgave af Jean Grey. Hun gjorde først sin entre i The Last Stand, som den ukendt stærke mutant der blive mørkere des stærkere hun bliver, men nu bliver dobbelt-rollen og synergien mellem det gode og mørke sind historiens omdrejningspunkt. Naturligvis spædet op med en origins historien bag Dark Phoenix, for mens Jean og vennerne er på redningsaktion i det ydre rum, rammer hun af en kæmpe ladning kosmisk energi. Musklerne spændes, fortiden vækkes til live og de indre dæmoner lurer. Det havde snittet til at være et solidt trekantsdrama mellem Jean, Professor X og Magneto, men hvor er det typisk Hollywood at klatte med malingen. En unødvendigt hold af shape shifters fra det ydre rum lander på Jorden for suge fra Jean Greys nye batteri. Jep fjender fra det ydre rum – kom der en bilsælger forbi manuskriptet?
Midt i kulissen som Jean Grey alias Dark Phoenix har man rekrutteret Sophie “Sansa Stark” Turner. En ansigt fra Game of Thrones med stjernestatus og stor genkendelse, men også mere dikteret af marketing end kvalitet. Trods sit renomme formår Sophie Turner ikke rigtig at løfte den krævende opgave, for hverken hendes skrøbelig, farlighed eller balancen derimellem virker troværdigt. Mens det gamle, kompetente team af First Class mutanter er forsynet med klichefyldte replikker, formår de nye ansigter ikke rigtig at hæve niveauet, og man mærker en generel fejlslået casting der har fokuseret mere på stjernestatus end god kemi.
På den positive side har Simon Kinberg trukket X-Men væk fra superheltenes preciøse højder og globale trusler, mod et mere jordnært og menneskeligt kompakt niveau. Alle erfaringer fortæller os, at følelsen af realisme er måde at gøre superhelte relevante for os. Effekterne er fortrinsvist praktiske, belysningen er ren, miljøerne ligner ethvert nabolag og mutanterne er ikke mere enestående end lidt direkte håndgemæng bliver nødvendigt. Motiverne virke sunde, men håndværket kan ikke bære visionen hjem. Actionscenerne er er kejtede, karaktererne virker indstuderet og meget bærer præg af en instruktør der mangler at øve sig. Det er ikke frygteligt dårligt – det er bare ikke godt nok for superhelte anno 2019.
Ekstramateriale:
Trods lidt forventeligt ekstramateriale, så som trailers, slettede scener og kommentarspor, så får blu-ray udgivelsen alligevel et skulderklap herfra for sin dedikerede making-of dokumentar på hele en time og tyve minutter. Det giver rigeligt tid til dybde og detaljer – selv for en middelmådig film.