Tre film fra Camera Film til Cannes Film Festival 2021

Tre titler fra Camera Film er udtaget til Cannes Film Festival 2021 – to norske og en islandsk!

Joachim Trier skal dyste om De Gyldne Palmer med samtidsdramaet ’Verdens værste menneske’.

Og hans gode kollega og kompagnon Eskil Vogt er udtaget til sidekonkurrencen Un certain regard med thrilleren ’De uskyldige’. Begge film er co-produceret af danske Snowglobe. Endelig har vi hjemtaget islandske ’Lamb’ af Valdimar Jóhannsson – ligeledes i Un certain regard.

Det er ikke første gang, at Joachim Trier deltager med film i Cannes. ‘Oslo, 31. august’ blev vist i Un certain regard i 2011, mens ‘Louder Than Bombs’ var med i hovedkonkurrencen i 2015.

Verdens mindste nåleøje
Næsten 2.300 spillefilm har været forelagt udvælgelseskomiteen i 2021, og kun 18-20 titler finder vej til Cannes-festivalens hovedkonkurrence. ’Verdens værste menneske’ bliver den første film på norsk i hovedkonkurrencen siden ‘Arven’ af Anja Breien i 1979. Som en pudsig fodnote deltog Erik Løchen, som er Joachim Triers bedstefar, med ’Jakten’ i 1960.

Og for at blive ved det familiære: Eskil Vogt er både medforfatter og co-producent på ’Verdens værste menneske’. Han debuterede med ’Blind’ i 2014, som fik verdenspremiere på Sundance-festivalen. Og som også blev distribueret af Camera Film.

Endelig ser vi frem til at distribuere islandske ’Lamb’ af Valdimar Jóhannsson, som debuterer med et billedstærk drama i den overnaturlige gænge – med Noomi Rapace i hovedrollen.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden