Underligt som filmbranchen nogle gang rammer flere af de samme tendenser, uafhængigt af hinanden. Samme år til Oscar-festen befandt sig to kandidater, der begge er biografiske dramaer om nogle af videnskabens største navne. På den ene halvdel, Benedict Cumberbatch i rollen som Alan Turing, der grundlagde computerens principper i The Imitation Game. På den anden halvdel Eddie Redmayne i rollen som matematikprofessoren Stephen Hawking, fra hans tidligere år på Cambridge University gennem opdagelsen af hans sklerose-sygdom og til udgivelsen af hans bog A Brief History of Time i 1988. Det er filmtendenser som hylder hjernens betydning mere end kroppen.
Men, men, videnskabelige fans; vogt jer, for den biografiske The Theory Of Everything fokuserer ikke på Hawkings teorier og opdagelser. I hvert fald kun som fodnoter. Det er først og fremmest historien om mennesket, sygdommen og hans kærlighedsliv. Hans faglige genialitet møder sjælden modstand og præmieoverrækkelserne kommer af sig selv, mens kærlighedslivets konflikt som skleroseramt er hans største kamp.
Det er en film i meget filmisk forstand, ret arketypisk om sit projekt, hvor intet udfordrer en skuespiller mere end at skulle iscenesætte et fysisk handicap. Det har været vejen til Oscar-showet lige siden My Left Foot (1989). Fordelene er foræret til The Theory of Everything, og Eddie Redmayne består sin eksamen i imitationen af Stephen Hawkings til et klokkeklart 12-tal, mens filmen søsætter alle effekter til at understrege sindstilstanden. Nedtrykt = matte pastelfarvet og tåget vejr. Harmoni = forår, fuglefløjt og grønne planter. Eskalerende strygermusik fra orkestergraven fremhæver følelserne. Og ikke mindst: Den store tale i slutningen, designet til gåsehud og kleenex-pakker. Enten lægger du ikke mærke til det, eller også får du tics af det anmassende filmsprog.
Derfor lander The Theory of Everything som en ambitiøs hovedret overkrydret med patos, mens for lidt overlades til antydningerne og simplicitetens charme. Klapsalven går ubestridt til Eddie Redmayne som er filmens bedste spar-es, for hans personificering i fordrejede, fysiske kropspositioner gennems sygdommens faser er 100% troværdig, mens instruktøren James Marsch har overgjort projektets heltedyrkelse og forfinede sceneshow. Derfor var The Theory of Everything en værdig, men forudsigelig, kandidat til årets bedste mandlige skuespiller, men så heller ikke mere.
Ekstramateriale:
Kommentarspor med instruktøren, slettede scener og en behind-the-scenes med primære fokus på Eddie Redmaynes studie i den krævende rolle som Stephen Hawking.