Lige siden Daniel Day Lewis vandt sin gyldne statuette i 1989, for sin rolle som den spedalske maler i My Left Foot, er metoden blevet malket gennem flere generationers Oscar-shows: Brug en dygtig og finkulturelt anerkendt skuespiller, giv ham/hende en rolle som kræver en fysisk krævende indsats. F.eks. som handicappet, retarderet eller på anden måde en social afviger der kræver en transformation. Dustin Hoffman som autist i Rainman. Al Pacino som blind mand i Scent of a Woman. Tom Hanks som underbegavet tumpe i Forrest Gump. Geoffrey Rush som mental syg pianist i Shine. Colin Firth som stammende konge i The King’s Speech. Og derudover alle dem som prøvede, men kun blev nomineret.
Eddie Redmayne var allerede en Oscar-darling og vinder, efter sin krævende og indlevende rolle som Stephen Hawking i the Theory of Everything. En dedikeret skuespillers indsats, som blev genanvendt allerede året efter i The Danish Girl. Redmayne spiller den danske kunstner Einar Wegener, der, som den første i historien, fik en kønsskifteoperation og blev til Lili Elbe. Denne gang måtte Redmayne dog nøjes med en nominering på pointtavlen.
Men, problemet er ofte, at der konstrueres en film rundt om en specifik skuespiller. En forceret følelse fylder filmen, når den produceres med den implicitte målsætning at få en Oscar-nominering for bedste skuespiller. En banal historie snøres rundt om mennesket i fokus, og ofte kamufleres et tyndt drama med karakterens magnetisme og en finkulturel æstetik. Sådan et skuespil er The Danish Girl. En flot og artistisk film om en mand der opdagede, at han inderst inde er kvinde, og søger sin fysiske skæbne i en forudsigelig, lineær anekdote.
Indgangsvinklen er kærlighedsforholdet mellem Einar Wegener og hans hustru Gerda – en fordomsfri og kunstnerisk kvinde, som forblev sammen med Einar gennem hans transformation til Lili. Kærligheden er måden at identificere sig med en meget fremmedartet historie, for det er ægteskabet og kærligheden som udfordres da Einar opdager sin indre kvindelighed. Dele af The Danish Girl er i øvrigt optaget i Nyhavn, Nyboder og Københavns klassiske lokaliteter (så der er lidt til nationalfølelsen), inden Einar og Gerda flytter til Paris for at følge Gerdas kunstkarriere, mens Einar skjuler sig bag parykken, kjolen og Lilis identitet.
Der er en flot impressionistisk gejst og sanselig lækkerhed i filmens begyndelse, hvor The Danish Girl fungerer bedst, men efterhånden som transformationen udklækkes vokser banaliteten, indtil den fordomsfrie historie bliver så trættende ensrettet at enhver overraskelse udebliver. The Danish Girl indfinder sig som et monument af skønhed og eminent skuespil, men, i sin filmiske forfængelighed, mister historien formentlig kontakten med sit publikum. Point for æstetikken og skuespillet, men så heller ikke mere.