Et uvidende offer træder ind i et værelse. Han eller hun frygter ikke noget – endnu – men du ved bedre. Du kender genren og ved, at et sted i skyggerne lurer en ondskab. Scenen er underbelyst med tunge, kontrastfyldte skygger. Gulvet og paneler består af brede træplader. Kameraet sniger sig nervøst frem bag den dumdristige hovedperson. Måske som en indikator for noget farefuldt, eller som scenen set gennem ondskabens øjne. Du pirres konstant med skiftende fokuspunkter, mens hovedpersonen endnu uvidende klarer hverdagens sysler – naturligvis uden at tænde for loftslampen. Hvor er fjenden? I det mørklagte hjørne? Nej. Bag bryggersdøren? Nej. Udenfor vinduet? Nej. Og pludselig, mens dit blik er et andet sted, eller du låner en kortvarig følelse af tryghed, så springer trolden ud af æsken og får dig til at hoppe i sædet. Muhahahaha…….!!! Det er ren rutine før et jumpscare.
Problemet med moderne gyser-franchises er, at de sjældent har fantasi til andet. Gyset opstår ikke i historiens helhed eller karakterernes psyke, men via en filmteknisk indstuderet serie af jumpscare-sekvenser. Det er ligesom kampscenen i en karatefilm eller sexakten i en pornofilm – jumpscare-sekvensen er det tidspunkt hvor historien går i stå for at efterleve sin egen genre, men des flere jumpscares, des mere reduceres historien til noget, der kunne være skrevet på en Post-it.
Instruktør James Wan har efterhånden mangeårig erfaring i moderne gysere, fra Saw til Insidious og med sin kristendom-vs-dæmoner franchise; The Conjuring, med spin-offs i form af Annabelle og The Nun. Måske en mand der hviler i genren, men årsagen til hans umiddelbart uendelige knopskydning af gysere, findes sikkert også i hans evne til at forvandle små filmbudgetter til særdeles rentable film. The Curse of La Llorona gik fra en 9 mio. udgift til over 100 mio. indtægt, så aktionærerne vil sikkert have mere ud af Wan. Han har åbenbart fundet et indbringende momentum i et nyt marked for teenage-gyseraftener, som slubrer dæmonerne til sig med slukket lys foran flimmerkassen.
Med blot 93 minutters spilletid, mest bestående af farefulde scener der varmer op til næste chok, så er der ikke meget andet end et resume tilbage. En alenemor med to børn, arbejder som sagsbehandler for udsatte børn. Hun mister to børn på sin vagt og får en arrig mor på nakken, men i forløbet bliver straffeten for en gammel dæmon sendt videre til sagsbehandleren. Brændemærket med en forbandelse der kun vil dem ondt – og mere saft er der egentlig ikke i den citron. Resten af tiden kan man forsøge at ignorere personernes uendelige dumdristighed. Hvorfor er de nysgerrige når de burde løbe væk? Hvorfor efterlader moderen sine børn alene på værelserne, selv efter hun opdager den truende sandhed? Det er pokkers svært at ignorere den konstante idioti.
Det mest gældende spørgsmål er: Hvem er du? Er du en veteran i filmverdenen som har dyrket klassikerne på VHS og hjemmelavede film-dekodere? Har du mærkbare minder om Poltergeist, Psyko, Nightbreed, The Ring, Child’s Play og Freddy Krueger? Så vil The Curse of La Llorona være en sløj og skematisk gyser uden hjerte. Er du derimod en nyankommen, nysgerrig og grænsesøgende teenager uden den tunge filmhistoriske ballast, så vil tolerancen overfor James Wans franchise være højere. Det afviger dog ikke fra sandheden om, at denne gyserfilm svækkes af sin egen evige jagt på det næste chok, frem for at gøre historien fængende.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en lille håndfuld standard promoverende og kortfattede dokumentarer om filmens tilblivelse.