Ordforklaring: En slipstrøm er et punkt eller område med lavere tryk end omgivelserne, produceret bag et objekt, når det bevæger sig gennem f.eks. luft. Dette skyldes, at det bevægende objekt tvinger partikler i luftens molekyler fra hinanden. Da disse ikke kan samles igen lige med det samme efter sammenstødet, skabes der et mindre undertryk bag det bevægende objekt.
Hvor er det dog bare en sigende metafor for symptomerne i nutidens medieproduktion. Nogen lægger sig forrest, skaber ændringer og fremdrift. Andre lægger sig lige i røven på andre, udnytter undertrykket og den mindre luftmodstand, som andre har slidt for at skabe. I 2006 lagde Zack Snyder sig forrest i innovationen, med sin redefinition af sværd-og-sandal genren, 300. Et overgjort hovmod af visuel kraftpræstation, patos og klassiske myter fortalt med nutidens, flabede videospil-mentalitet. Det, som gjorde 300 fængende, var, at vi ikke havde set noget lignende før.
Men en førerposition trækker også den gunstige slipstrøm efter sig, hvor snylterne mageligt indfinder sig. Og dér har blandt andet tv-serien, Spartacus, der kørte i tre sæsoner, lagt sig, med samme look-and-feel som 300. Visuelt er det genkendeligt, men dens kompromisløse overskridelse og fordummende adfærd gør blot serien desto mere uudholdelig.
Spartacus, gladiator-slaven der gjorde oprør og samlede en hær mod Rom, eksisterede skam, men er mere på kanten til mytologi end historisk fakta grundet et meget lille kildegrundlag. Når historien overlever er det fordi, vores kultur elsker populismen; den enkelte mand, som gør oprør og ryster systemet, har en symbolsk værdi. Både som godt filmstof og til politiske aktivister. Denne tre-trins serie om Spartacus udvider historien til en større omgang sværd-og-sandal soap med en forceret grænseløs mentalitet, der virker mere hul end forargeligt.
Den tredje og sidste del af Spartcus serien, War of the Damned, tager udgangspunkt i eks-gladiatorens sidste skridt mod den endegyldige kamikaze-krig. Historien har nok aldrig i været så lang i spyttet, hvorfor netop soap-kortet trækkes med i handlingen, for at holde de romerske og politiske intriger i live. I evindelig lang tid. Alt imens tilsættes handlingen momentvise de velkendte 300’iske, syntetiske kampscener, med slowmotion, blodsprøjt, råbende mænd, koreograferede kampe og mere blodsprøjt. Bortset fra en detalje: Det er ikke halvt så godt eksekveret.
Når der ikke er råd til at lave actionscener, og dialogernes amatørniveau bliver for tåkrummende, krydres gryderetten med seksuel explicit som råber gennem skyerne. Pornoficeret trekant-sex, bare uden nærbilleder af kønsorganer, yeeaahhhh!! Og det gamle grækenland havde jo ingen homofobier, så se bare her: Seje mænd der kysser med hinanden. Vi tør vise det!!! … bortset fra… Det er maksimalt påtvunget og afføder ingen provokation. Kun et stort sort hul af lammende ingenting.
Med nutidens repertoire af førsteklasses tv-serier, er der ingen grund til at spilde så mange tv-timer på Spartacus: War of the Damned. Vil man gerne se hvordan en moderne sværd-og-sandal film skal eksekveres, så genoplev da den ægte vare i Zack Snyders 300. Og har man interesse i myten om Spartacus, så se Stanley Kubricks gamle klassiker fra 1960 eller Ridley Scotts Gladiator, som stort set var samme tematiske koncept. I modsætningen til historien om Spartacus, så vil denne selvoptagede parasit af en tv-serie nok være glemt og begravet om et par år.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen indeholder også en blanding af poppet dokumentar om den historiske Spartacus, featurettes om seriens tilblivelse, baggrund og visuelle effekter, samt slettede og udvidede scener.