Med en håbløs score på 12% på Rotten Tomatoes, var mine forventninger til ”Seventh Son” naturligvis i bund. Universal Studios havde tydeligvis heller ikke meget tillid til filmen, da de ventede næsten tre år med at udgive den. Det skete omsider i februar 2015 og til ingens store overraskelse endte den med at blive et gigantisk flop. Efter at have spenderet halvanden time i selskab med Jeff Bridges og Julianne Moore, undrer jeg mig en smule over filmens brutale modtagelse. Nej, den er ikke vanvittigt god… Men 12%?! Så elendig er den altså ikke.
”Seventh Son” er baseret på Joseph Delaneys fantasy-serie, der foregår i en verden fuld af hekse, gespenster, levende døde og andre mørke kræfter. I filmen bliver John Gregory (Jeff Briges), heksejæger og beskytter af landet, anset som lidt af en særling, hvilket er forståeligt nok, da han bruger halvdelen af sin tid på at drikke sig fuld. Han er ikke længere ung og leder derfor efter en lærling til at overtage sit farefulde job. Det er ikke let at finde en kompetent arvtager, men da han møder den unge bondedreng Tom Ward (Ben Barnes), finder han muligvis én, der har det rette format. Tom er nemlig den syvende søn af den syvende søn, og sammen drager de ud for at stoppe den onde troldkvinde Malkin (Julianne Moore), der truer med at ødelægge menneskeheden.
Ak ja, ”Seventh Son” er fyldt til randen med klichéer. Her er næppe noget som du ikke har set før. Der er tydeligvis blevet hapset fra andre store fantasy-film, men filmen kommer naturligvis aldrig i nærheden af mesterværker som ”Ringenes herre”. Mindre kan dog også gøre det. Det er bestemt muligt at more sig med ”Seventh Son”, så længe at man ikke har alt for høje forventninger. Lad dig for guds skyld ikke narre af de dygtige skuespillere. Jeg undrer mig over om Jeff Bridges var fuld under optagelserne… Misforstå mig ikke; han er en fremragende skuespiller og han er såmænd også god i denne film, men det er efterhånden en af den slags præstationer, som han kan præstere i søvne. Julianne Moore, en af Hollywoods absolut bedste skuespillerinder, er tydeligvis også faret vild på det forkert filmset. Igen, hun leverer en ganske fin præstation, men hun fortjener simpelthen bedre end hvad ”Seventh Son” kan give hende. Man sidder derfor med en bittersød fornemmelse igennem hele filmen. Det er altid en fornøjelse af være i selskab med Bridges og Moore, men alligevel ryster man på hovedet undervejs og tænker for sig selv: ”hvorfor spilder I dog jeres talent på det her pjat?!”
”Seventh Son” er i den grad pjat. Men det er nu også rart med lidt pjat i ny og næ. I modsætning til ”Hobitten” varer ”Seventh Son” gudskelov ikke 3 timer. Med en beskeden spilletid på lidt over 90 minutter, ved filmen udmærket godt, hvornår det er tid til at hive stikket ud. Der er fart over feltet lige fra start og inden man ved af det, kører rulleteksterne hen over skærmen. Filmen byder også på nogle hæderlige special effects undervejs og der er nok underholdende actionscener undervejs til at holde showet kørende. Jovist, det er alt sammen ret dumt, men ”Seventh Son” egner sig fint til halvanden times underholdning på en fredag aften – så længe dine forventninger ikke er tårnhøje. Med et budget på næsten 100 millioner dollars og Bridges og Moore i hovedrollerne burde ”Seventh Son” naturligvis have været bedre… Men bare smæk benene op og læn dig tilbage. Jeg tvivler på at nogen vil kigge på uret undervejs.
Billede og lyd:
Billedformatet er præsenteret i 1080p HD Letterbox 2.40:1. ”Seventh Son” ser fremragende ud på Blu-ray. Detaljerigdommen er overvældende – selv i de dunkleste scener og i billedsidens mørkeste afkroge. Skarpheden sidder altid lige i skabet, og små, visuelle detaljer som skuespillernes rynker, skægstubbe og porer fremstår tydeligt. Sådan!
Lydformatet er præsenteret i DTS HD Master Audio 7.1. Den auditive atmosfære er fuldkommen fantastisk – der foregår altid noget i samtlige højtalere, men man føler sig aldrig overdynget med unødvendige lydeffekter. Hver eneste replik er klokkeklar og støj forekommer aldrig.
Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen af ”Seventh Son” indeholder en god sjat ekstramateriale. ”The Making of Seventh Son” går bagom optagelserne til filmen og ”The Legend and Lore of the Seventh Son” tager et bl.a. et nærmere kig på bøgerne som inspirerede filmen. Udgivelsen indeholder også en alternativ slutning til filmen og en håndfuld slettede scener. Sidst, men ikke mindst, er der også et galleri som indeholder nogle billeder fra filmen. Det er alt sammen ganske velproduceret og præsenteres i HD.
Konklusion:
Hvis du er stor fan af fantasy-genren, vil du garanteret blive underholdt af ”Seventh Son”. Hvis det ikke er tilfældet, så kan du roligt springe filmen over, for den indeholder ikke noget, som ikke er set før. Med en kort spilletid på lidt over 90 minutter når den aldrig at blive kedelig og Bridges og Moore er jo altid rare, at være i selskab med. Filmen ser fantastisk ud i HD og den lyder mindst lige så godt. Udgivelsen indeholder endda også en god mængde velproduceret ekstramateriale. ”Seventh Son” er ikke værd at kaste mange penge efter, men hvis du en dag finder den billigt, eller endnu bedre, snubler over den på DR1 og ikke har andet at tage dig til, så kan du roligt lave nogle popcorn, smække benene op, læne dig tilbage og skrue op for lyden.