Se Traileren til Komedien Centervagt

Da chefen for et skrantende shoppingcenter vil skære ned på vagtpersonalet, må de to sikkerhedsvagter Glen og MC ty til utraditionelle metoder for at beholde deres jobs. Glen er hemmeligt forelsket i MC og foreslår, at de stjæler i deres eget center for at bevise, at centervagter ikke er noget, man sparer på. Det går forrygende. Glen og MC har aldrig haft det sjovere, for det er let at være heltemodig vagt, når tyven er din kollega i forklædning. Men da centerchefen ansætter den selvsikre hjerteknuser og supervagt Patrick, går der grus i maskineriet, og Glen må bruge alle kneb i kampen for karrieren og kærligheden.

Stærkt stjernehold

Nordisk Film Production har sikret sig et stærkt cast i alle de bærende roller: Som sikkerhedsvagterne Glen og MC kan publikum glæde sig til at se Rune Klan og Josephine Park. Den landskendte komiker og tryllekunstner Rune Klan får med CENTERVAGT sin første hovedrolle på film. Rune har underholdt og fortryllet danskerne siden 1987 med blandt andet de anmelderroste shows Barnløs (2017) og Håbefuld (2020). Josephine Park fik med sit store dramatiske talent sit gennembrud i DR-serien Arvingerne (2015) og har siden da optrådt på landets teaterscener og som Jose i den populære DR3-serie Doggystyle (2018), som indløste en Robertpris for Bedste Kvindelige Birolle. CENTERVAGT bliver ligeledes Josephine Parks første hovedrolle på film.

Christopher Læssø spiller den nye sikkerhedsvagt Patrick, Kirsten Lehfeldt har fået rollen som centerchefen Krans, mens storcentrets øvrige personale spilles af bl.a. Stephania Potalivo, Martin Brygmann, Nikolaj Stokholm og Charter McCloskey.

CENTERVAGT har premiere den 10. juni

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden