Se trailer på FANTASTEN – ny dansk film fra den københavnske underverden

Fantasten er et medrivende drama om spillelidenskab og selvbedrag, der i starten blot synes at være en harmløs passion, men som udvikler sig til en kamp om liv og død i det hardcore gamblermiljø et sted i København.

I filmen er Claus til daglig den charmerende og succesrige bilsælger, men om natten udvikler han sig til en uforbederlig fantast og gambler i byens spillebuler. En dag får han rodet familien ind i sin spillegæld, og pludselig får hans 19-årige søn en gruppe kriminelle voldsmænd på nakken. Claus er løbet tør for held, og må nu sætte livet på spil for at redde sin søn fra et helvede, han selv har startet.

FANTASTEN er et kærkomment gensyn med Dejan Cukic i den altdominerende hovedrolle som Claus. Dejan fik sit store folkelige gennembrud I biografsuccessen I KINA SPISER DE HUNDE (1999) efterfulgt af forskellige film og tv-serier. I de senere år har han primært været engageret i udenlandske film og tv-produktioner, men er nu atter at finde i en dansk spillefilm. I de øvrige roller ses bl.a. Oscar Dyekjær Giese, Janus Nabil Bakrawi, Nicolas Bro, Rikke Lylloff og flere andre.

FANTASTEN er åbningsfilm på filmfestivalen CPH PIX og får dansk biografpremiere over hele landet torsdag 2. november 2017.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden