Se allerførste stillbillede fra FLASKEPOST FRA P

En af næste års mest ventede biograffilm er lige nu ved at blive færdiggjort. Den tredje film i Jussi Adler-Olsens bestsellerserie om Afdeling Q, FLASKEPOST FRA P, blev optaget henover sommeren i Nordtyskland, på Rømø og på Zentropa og får premiere i februar 2016. Allerede i dag kan Zentropa offentliggøre det allerførste stillbillede fra filmen.

”FLASKEPOST FRA P handler om tro – og manglen på tro. Det er en historie om kollegaer, som aldrig har snakket om hvad de mener privat, om religion og livssyn. Pludselig bliver deres private meninger vigtige i en efterforskning. Filmen bevæger sig mellem religiøse og økonomiske klasser. Det bliver en arena for møder mellem mennesker, som lever i parallelle virkeligheder i et moderne europæisk samfund. Om dybt troende, og en ny underklasse i udkantsdanmark, overset og ignoreret af resten af samfundet. Og så er det selvfølgelig en underholdende og forfærdeligt spændende neglebider. Moderne genrefilm begrænser ikke, og denne historie giver virkelig plads til at udforske en række fascinerende temaer. ”

Flaskepost fra P still_fotograf Henrik Ohsten
Søskendeparret Samuel og Magdalena, som er opvokset i en religiøs menighed i Danmark forsvinder pludseligt. Og på Københavns Politigård dukker en 8 år gammel flaskepost op med et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab.
Carl Mørck og hans assistent Assad fra politiets Afdeling Q finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem de to sager, og det lykkes dem at grave sig ind i det religiøse samfund og komme på sporet af en mand, der trækker et årelangt spor af bortførelser og mord efter sig. Mord som aldrig er blevet anmeldt, da han angiveligt hver gang bortfører to børn fra meget religiøse familier, slår det ene barn ihjel og kræver tavshed og en stor løsesum for det andet. Tiden er knap og i jagten på at finde børnene før det er for sent, må Carl Mørck sande, at det at tro på noget er tæt forbundet med livet og døden.

På rollelisten står Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Johanne Louise Schmidt som henholdsvis Carl Mørck, Assad og Rose. Derudover medvirker bl.a. Jakob Oftebro, Pål Sverre Hagen, Lotte Andersen og Søren Pilmark.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden