Holdet bag den grinagtige, provokerende og underholdende Terkel i Knibe samt den lettere fuser af en efterfølger, Rejsen til Saturn, har nu slået hovederne sammen og bragt den barbariske verden ind i animations-universet.
Instruktøren og manuskriptforfatterne har slået hovederne sammen, og tænkt: hvordan laver vi en sjov, men anderledes animationsfilm? Hmm, olieindsmurte barberer, smukke og velformede kvinder, vold, sex, bandeord, satire og rappe replikker = Ronal barbaren så dagens lys.
Holdet bag filmen har taget den allerede anerkendte og underholdende opskrift på en sjov og rapkæftet animationsfilm, men tilføjet et anderledes pift a la middelalderlighed kontra nutiden. Det sjove element i filmen er ironien, da handlingen nærmest foregår i en gammel vikingagtig fortid, men alligevel er sproget nudansk og præget af nutidens rapkæftede slangudtryk. Her har danskerne virkelig mulighed for at brillere med smudsige vittigheder og andre skærmydsler, da visse ting kun er sjove, når de bliver leveret på det danske sprog.
Filmen følger den mægtige barbarklan, som har opbygget stor respekt og magt hos folk og skabninger rundt omkring i verdenen. Et pludseligt overraskelsesangreb overrumpler dem, hvorefter de bliver taget til fange af den onde Volcazar. Ronal formår at gemme sig bag sig svansede ydre, og bliver derfor ikke taget til fange. Nu er det op til ham og hans pigeglade ven med stereotypiske etniske træk at redde dem alle fra den visse død.
Ronals kamp for at redde sin medbarbarer byder på en underholdende og humoristisk rejse ind i barbar-universet. Vi møder nogle sjove bekendtskaber som passer helt perfekt med stemmerne bag figurerne. Her brillerer bl.a. Brian Lykke som den halvhomoseksuelle elver samt den ukendte Hadi Ka-koush som den dameglade musiker-gøgler med indvandrertræk, Alibert.
Handlingen er spændende og uforudset, og byder på en masse sjove overraskelser. I en film som denne, bliver der vendt op og ned på tingene, og derfor byder handlingen på en dejlig uforudsigelighed og frisk pust. Her skal yderligere nævnes den formidable kvalitet af filmen på Blu-ray. Animationerne er knivskarpe og man kan for alvor se det professionelle tegnestrøg i figurerne og landskabet. Yderligere ros til blu-ray discen skal findes i lydeffekterne, som på et godt anlæg er yderst stilrent og tilpas larmende. Man bliver overrasket over lyden, når man tænker på, at det er en animationsfilm, men det trækker helt sikkert op i den endelige vurdering.
Vittighederne strømmer frem hele tiden og det danske sprog i sig selv viste sig allerede at være en rig kilde til latter i filmen Terkel i Knibe. Der bliver slynget omkring med sjove, grove og flabede kommentarer, og de fleste rammer lattermusklen ret godt. Nogle af vittighederne er dog meget overfladiske, og gør, at også de små børn på 12-14 år kan følge med. Det trækker lidt ned i den endelige vurdering af det komiske element, når vittighederne er lidt for platte og lidt for nemme, men så rammer filmen selvfølgelig et mere bredt publikum.
Den velfungerende humor tager fat om klicheerne og flår dem gudskelov til ukendelighed med utilregnelige replikker og uforudsete handlinger. Princippet med en slapsvans i en barbarklan er en satirisk delikatesse og filmen tager fat i nogle emner, der relaterer til samfundsorienterede synspunkter, både realistiske men også stødende groteske. Lille mand mod hele verden, kvindernes uvidenhed, intelligensen af en person med etnisk baggrund og så videre er bare et lille uddrag af de grove emner, som filmen tager pis på med et smil.
Samlet set er Ronal Barbaren en vellykket animationsfilm, som brillerer i grafikken, lyden og ikke mindst humoren. En god dansk animationsfilm med nosser i!
Ekstramateriale
Bl.a. et par musikvideoer, trailers, galleri samt et par klips bag filmen, som fortæller lidt om optagelsesprocessen. En meget nedkogt bonusrunde, når man tænker på, at det er en Blu-ray udgivelse.