Da Paul W.S. Anderson i sin tid påbegyndte arbejdet på den første “Resident Evil” film, var der ikke mange, der turde gætte på, hvor mange flere film der ville komme, eller hvor mange der egentligt var planlagt. Anderson lavede nemlig en George Lucas. Han havde på forhånd tænkt filmserien som to trilogier, og med den næste allerede undervejs, fik han vist den drøm opfyldt. Vi andre står lidt undrende tilbage, for hvad adskiller den første trilogi fra den anden udover brugen af 3D? Absolut intet. ”Resident Evil – Retribution” undgik endda også de danske biografer samt mange andre lands biografer, den tjente heller ikke sine penge i hjemlandet. Nej, vi skal til Asien for at finde svaret på, hvorfor det fortsat kan betale sig at lave ”Resident Evil” film. Japanerne der skabte spillene er nemlig fortsat store tilhængere af alt der bærer navnet, og her er hver en ny ”Resident Evil” film en enorm succes. Om der kommer flere film efter de to ”trilogier” kan man aldrig vide. Anderson kan jo overveje at sælge rettighederne til Disney, og fortsætte som creative consultant hvis det endelig skulle være, men indtil videre må vi forhold os til midterdelen af trilogi nummer to.
Efter Alice (Milla Jovovich) bliver fanget af hendes tidligere ven Jill Valentine (Sienna Guillory), bliver hun en forsøgskanin i Umbrella Corporation. De er nemlig ude efter, at skabe en ny prototype af deres T-virus, og her skal de bruge Alice. Der går dog ikke længe før, at hun får hjælp fra et uventet sted. Wesker (Shawn Roberts) sender nemlig et helt hold ind efter Alice, og sammen må de kæmpe sig ud af det enorme kompleks, Alice er blevet placeret i.
Enhver af ”Resident Evil” filmene starter og slutter på samme måde. Slutningen fra forrige film lægger konstant op til det helt store, med en cliffhanger eller et løfte om, at næste film bliver det vilde. Starten på næste film er så, at man hurtigt glemmer det præmis den sidste film sluttede af med, og placerer karaktererne i en helt anden situation, som er langt mere kedelig end man kunne forestille sig. Eksemplet er fortsat det samme for ”Resident Evil – Retribution”. Starten af filmen placerer Alice et helt andet sted end slutningen af ”Resident Evil – Afterlife”, og slutningen lægger op til det helt store i den næste film. Det er dog de færreste efterhånden, der tror på at filmskaberne rent faktisk kan finde ud af at følge op på deres egne film, for hver film er det samme igen og igen. Der bliver introduceret flere og flere karakterer fra spillene, som i langt de fleste tilfælde ligner meget godt, men ikke helt opfører sig på samme måde. Denne gang er der en god håndfuld velkendte karakterer med, og næste film vil sikkert byde på endnu flere. Persongalleriet er enormt og forglemmeligt, så selvom filmserien er enorm dum og udelukkende baseret på action, så bliver den alligevel en smule forvirrende, især når karakterer fra tidligere film dukker op, for de er glemt for længst.
”Resident Evil – Retribution” er dog ligesom sine forgængere ganske underholdende i al sin dumhed. Tempoet er enormt på trods af, at halvdelen af filmen er i slowmotion. Anderson kan ikke få nok af denne filmteknik, men på den anden side, er der ikke nok substans til at fylde ud, hvis man skulle vise det hele i normal hastighed, og så ville filmen jo kun vare 45 minutters tid. Det ser dog til tider flot ud, især med den enorme mængde CGI samt koreografi, der forsøger sig ud i alverdens umuligheder. På trods af et højt tempo i slowmotion så ender man dog i slutningen med at kede sig en smule. Ikke fordi at filmen halter langt bag de andre i filmserien, men fordi at ideerne hurtigt løber ud, og det meste er set før i de andre film. Vi er aldrig i tvivl om, at Alice nok skal klare det denne gang også, og derfor bliver filmen hurtigt drænet fra spænding, og tilbage står den hule skal af hjernedød underholdning, som vi er blevet stopfodret med i de sidste 4 film. Filmserien har på alle måder brug for at forny sig, og lur mig ikke om der skulle være et reboot på vej efter den næste og efter sigende sidste film i serien.
Billede & Lyd
Når filmen er fyldt med CGI, slowmotion, action og skør koreografi i lange baner, så hjælper det altså en hel del på humøret, at kvaliteten af lyd og billede er helt i top – og det er den. Billedet står knivskarpt med vilde kontraster i farverne, og det hele ligner ofte en tegnefilm eller tegneserie til filmen fordel. Det ser helt fantastisk ud, og lydbilledet er ligeså fremragende. Soundtracket pumper afsted, alle højtalerne bliver flittigt brugt med adskillige detaljer, og en balance mellem de forskellige lydniveauer, der sidder lige hvor det skal. Her kan jeg altså ikke holde mig fra en topkarakter.
Ekstramateriale
Her går kvantitet og kvalitet skam også ganske godt i hånd. Kommentarspor, 7 featurettes, slettede og forlængede scener og outtakes udgør stort set alt, man har brug for – og for mit vedkommende, mere end jeg har brug for. Det hele kommer dog godt bag processen på filmen, og selv de slettede scener samt diverse outtakes er ganske underholdende.
Konklusion
Hvis du kunne lide de andre ”Resident Evil” film, vil du med garanti også kunne lide denne. Der er dog ikke sket nogen form for fornyelse, da filmen fortsat fokuserer på action i højt tempo, og ikke så meget på historien eller atmosfæren. Jeg greb mig selv i at sidde og tænke på andre uvedkommende ting denne gang, og selvom jeg ikke har noget imod en god omgang hjernedød underholdning, så er 5 film bygget over et spinkelt grundlag og uden udvikling måske 3-4 for meget. Er du interesseret i filmen her, anbefaler jeg bestemt at leje eller købe den på blu-ray. Billedet og lyden er helt i top, og ekstramaterialet følger også godt derefter. Bare ærgerligt at filmen ikke kan nå samme niveau.
[youtube id=”fetL5JuKGv4″ width=”600″ height=”350″]