Rejs med “Det Gyldne Bevis” til Amazonas

Undrer du dig også over, hvad regnskoven egentligt rummer af hemmeligheder. Tænker du nogen gange på, hvorfor nogle dyr ser ud, som de gør? Det gjorde opdagelsesrejsende Henry Walter Bates også. Det ledte ham i 1850’erne på en farefuld færd i Darwins fodspor dybt ind i Amazonas jungle. Undervejs fandt han frem til overbevisende forklaringer på nogle af verdens største mysterier og klassificerede mere end 8.000 hidtil ukendte arter.

I efterårsferien kan du glæde dig til at blive revet med på et gribende eventyr, når Tycho Brahe Planetarium slår dørene op for den spændende dramadokumentar “Det Gyldne Bevis”. Filmen fortæller den sande historie om eventyren Henry Walter Bates, der i en alder af bare 23 år endte med at løse nogle af regnskovens største gåder. Gennem sin 11 år lange rejse undersøgte Bates blandt andet naturfænomenet “beskyttelseslighed”, hvor én art antager samme udseende som en anden for eksempelvis at narre fjender til at tro, at de er dødeligt giftige.

Selv om ikke mange kender Bates, bidrog han i høj grad til at bringe lys over evolutionsteorien, da han som den første i verden fremførte egentligt bevis på skabelsen af nye arter. Dermed var Bates også med til at bringe lys over dét, som Darwin kalder “det smukke bevis” på naturlig selektion ved at demonstrere evolutionsteoriens største betingelse; survival of the fittest.

På en spændende og pædagogisk måde forklarer filmen et af verdens vigtigste naturfænomener gennem fantastiske billeder og en fængslende fortælling. Regnskovens mangfoldige dyreliv og en storslået natur spiller hovedrollerne i filmen, når domens 1.000 kvadratmeter store kuppellærred blænder op for den flotte og lærerige forestilling.

Med filmen understreges Tycho Brahe Planetariums naturvidenskabelige fokus med formidling af viden som omdrejningspunkt for den gode fortælling til inspiration for både børn og voksne. Du kan glæde dig til at sætte dig i biografsædet fra d. 11. oktober 2017, når “Det Gyldne Bevis” har premiere i Tycho Brahe Planetarium.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden