Oliver & Co

Disney har siden 1937 spyttet den ene tegnefilmsklassiker ud efter den anden, og det har resulteret i en meget broget skare af forskellige, visuelle oplevelser. Selskabet har valgt at genudgive alle disse forskellige klassikere, og i denne omgang kigger vi nærmere på nr. 27 på listen – Oliver & Co.

Filmen følger den hjemløse kat Oliver, som lever på gaden uden nogen former for bekendtskaber eller forbindelser til andre mennesker eller dyr. Alle de andre killinger blev valgt af en familie, men Oliver blev overset og strejfer derfor alene rundt i storbyen. Heldigvis støder han ind i den seje hund Smutter, som tager ham med hjem til sin ’familie’ af hjemløse hunde. Her får Oliver et indblik i en hverdag, hvor hundene stjæler småting og skrammel for at skrabe penge sammen til deres vens pengeproblemer. Oliver kommer i nærheden af en helt ny familie med den sødeste datter, og pludselig er Oliver meget eftertragtet. Dog sker der en masse hektiske ting i mellemtiden, som får alvor giver Oliver et indblik i den barske hverdag.

Filmen hører til de mere musikprægede og hyggelige film i Disney-genren, da handlingen er proppet med en masse musikalske toner og en lækker rytme. Handlingen befinder sig midt i en jazzet storbytid, hvor bander og travle mennesker dominerer gaden. Det giver nogle solide bekendtskaber med en masse gode stemmer, hvor man bl.a. møder den mexicanske chihuahua og den meget storsnudede snobbehund – når man personificerer dyr på denne måde, bliver filmen meget underholdende, da det giver god dybde i selve konceptet. Musikken i filmen er meget ørehængende og fyldt med hjertevarme, men i nogle scener er der dog lidt for meget overdrevet fokus på musik. Scenerne bliver trukket i langedrag, men det er heldigvis kun få øjeblikke i filmen. Selve handlingen er faktisk ganske simpel og byder ikke rigtig ind med noget banebrydende i selve plottet, men fungerer i stedet bare som en solid, lille hyggelig sag.

Filmen er fra 1988, men denne blu-ray-udgave er fantastisk i sit nyrestaurerede udseende, da der virkelig er sat fokus på skarpe detaljer og lækre omgivelser. Filmen er spækket med de klassiske tegnestrøg fra Disney, hvor de meget karismatiske figurer virkelig giver et soleklart eksempel på, hvor talentfuld tegneholdet er i selskabet. Oliver er en fantastisk lille skabning, som allerede smelter folks hjerter efter blot nogle få minutter, og er uden tvivl en af de mest dejlige skikkelser i Disney-universet. Den lille søde kat fungerer som en velfungerende drivkraft i handlingen, da det uskyldige væsen befinder sig i en verden i udvikling og illustrerer, at individet nogle gange bliver glemt i den turbulente hverdag. Selve konceptet i filmen er meget rapkæftet og fyldt med en kæk attitude, hvilket vækker associationer til de omstrejfende katte-skikkelser i Aristocats. Her er der bare fokus på hunde i stedet for, og selvom konceptet måske er brugt lidt før, fungerer det faktisk ganske godt i denne sammenhæng.

Filmen i sig selv er meget kort, hvilket også værner om, at den prøver at ramme en målgruppe af de mindste aldersgrupper. Den ældre befolkning kan sagtens nyde filmen for sin hjertevarme og flotte ydre, men selve konceptet og de meget legende effekter er uden tvivl tiltænkt let imponerede børn. Den er uden tvivl en rigtig Disney-klassiker som har det hele – fantastisk musik, hyggelige omgivelser, interessante karakterer og ikke mindst utroligt velskabte tegninger. Den er langt fra blandt de allerbedste film i gennem Disneys enorme udbud af kreationer, men formår alligevel at understrege, at der findes hjertevarm magi de mest uforudsigelige steder. Samlet set er Oliver & Co. en herlig, lille animationsfilm, som passer perfekt til et nostalgisk øjeblik, en aften i sofaen med familien eller bare til en lille genopfriskning af, hvorfor vi elsker Disney.

Bonus

Her finder man nogle klips, som går i dybden med selve tilblivelsen af filmen, og så kan man også se en lille dokumentar, som fokuserer på Disneys forskellige, animerede figurer. Som det sidste kan man se nogle små, sjove kortfilm, og generelt er der meget godt materiale til af afrunde udgivelsen.

Karakter:

4 ud af 6

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden