Den 9. februar vælter Far til fire de danske biografer med et nyt spændende cast. Men i julen blev der lagt sidste hånd på en helt ny musikvideo, som kan downloades på link nedenfor.
Det er Martin Brygmann der har skrevet både tekst og musik. Martin har tidligere lavet musik og tekst til et hav af sange bl.a. til Lex & Klatten og Det Brune Punktum. Nummeret er produceret af Anders Øhrstøm.
I musikvideoen vil man kunne fornemme den særlige og kærlige stemning, der også var under optagelserne. En stemning alle er enige om smitter af på det store lærred.
I filmen instruerer Martin Miehe-Renard bl.a. Martin Brygmann som far, Thomas Bo Larsen som Onkel Anders samt børn, hvor man nok vil nikke genkendende til nogle af efternavnene.
Alle er bange for noget. Også Far. Han lider nemlig forfærdeligt af højdeskræk. Og for at han ikke skal takke nej til et nyt arbejde på 27 etage, der ellers vil kunne redde familien fra at skulle flytte til en anden del af landet, beslutter familien sig for at tage til Norge og få kureret hans højdeskræk. Men snart viser det sig, at Fars højdeskræk ikke er det eneste de kæmper imod.