Woody Allen har nærmest siden hans karrierestart i 60’erne lavet mindst én film pr. år, og med så hyppig en frekvens på filmmarkedet skal man også være forberedt på, at det ikke er et mesterværk hver gang. Han har lavet nogle ganske mindeværdige kærlighedshistorier i 70’erne såsom Annie Hall og Manhattan, og har også opnået ret så stor succes i 00’erne med film såsom Vicky Christina Barcelona og Midnight i Paris. Blue Jasmine i 2013 gav virkelig håb om, at Allens skarphed var vendt tilbage, og jeg har derfor kastet mig over 2014-produktionen, Magic in the Moonlight.
Vi følger illusionisten Stanley (Colin Firth), som rejser rundt omkring i landet og performer med flotte tryllekunster og magiske tricks. Hans sidejob består af at afsløre personer, som udgiver sig for at være spirituelle og synske – hver og én er blevet afsløret som en bedrager, men tingene bliver pludselig mere komplicerede ved mødet med den unge Sophie (Emma Stone). Hun skulle eftersigende kunne tankelæse, og hvad der i første omgang virkede som en let afsløring for Stanley, viser sig at stikke dybere end som så.
Filmen lægger ud med et ret skarpt udgangspunkt i form at en mystisk sag, som skal løses. Det er ganske uvant for kærlighedsfilm, og derfor opnår filmen et ganske godt fundament for resten af handlingen. Man bliver faktisk grebet af uvisheden fra starten af, da Allen formår at bygge et lille momentum op omkring mystikken. Han formår virkelig også at lave en lækker scenografi i løbet af hele filmen, som rummer en autentisk opbygning af livet for befolkningen i 1920’erne. Personerne, dragterne og omgivelserne passer perfekt sammen med de forestillinger, man har om livet dengang – det bliver dog op til flere gange lidt for karikeret på karakterfronten og det hele bliver lidt for kunstigt. Heldigvis er de solide skuespillere i front med til at gøre det mere ’nede-på-jorden’ og realistisk.
Der opstår nemlig en ganske god kemi mellem Colin Firth og Emma Stone, da deres meget rapkæftede skuespil krydser klinger på op til flere punkter. De formår at give hinanden kamp til stregen, og deres indbyrdes interaktioner fungerer rigtig godt. Der er dog også lidt en skæv balance i deres lidt anderledes tilgang til skuespillet, og deres aldersforskel giver også komplikationer i konceptet. Man ved godt, hvor deres hektiske bekendtskab bærer henad, men det er ikke helt troværdigt nok. De er alt for forskellige og rammer hinanden lidt for skævt til, at man kan overbevises til at tro, at de er ’meant-to-be’. Det er virkelig fortællingen om, hvad der sker, når to modsætninger mødes, og op til en hvis grad fungerer det også.
Selve handlingen er lidt for forudsigelig henimod midten af handlingen, hvor man på mange punkter kan forudsige, hvilken retning filmen bevæger sig henimod. Den rummer et fantastisk udgangspunkt med mystikken som en del af livet, men falder en lille smule i klichéerne i sidste ende. Den rummer en god morale med, at man ikke skal gå rundt og være pessimistisk og aldrig tro på noget, men i stedet lade mystik og uvished give mennesket en forhåbning om, at der er mere mellem himmel og jord. Den har dog en tendens til at blive lidt for moralsk om mennesket og identitetsdannelse, og kærlighedsaspektet opfylder lidt for mange af de forventelige regler. Filmen skal dog have stor ros for at give indtrykket af, at kærlighed ikke kan forklares logisk og at nogle elementer i livet kan ikke styres ellers forstås.
Selve filmen er meget drevet af dialog, og det kan på sin vis være godt – Firth er genial til at kaste omkring sig med skarpe bemærkninger og spydige kommentarer og det elsker man filmen for. Den arbejder dog i et lidt for sløvt tempo henimod slutningen, hvor man kan mærke, at handlingen ikke kan leve alene på de velskrevne dialoger. Man har brug for mere dybde eller bare et enkelt plottwist mere til at bibeholde startens fornemme niveau. Samlet set er Magic in the Moonlight en film lige over middel – den rummer Woody Allens umiskendelige originale idéer, men bliver i denne produktion ikke bearbejdet med samme præcision som i hans største film.