Sjældent oplever man at se perfekt og indfriende forhold mellem en skuespiller og en fiktiv karakter som det mellem Hugh Jackman og Logan “Wolverine”. Siden X-Men debuten i år 2000 har Jackman holdt karakteren i live gennem alle film om mutanterne og et par spin-offs om helten. Som sagt af Professor X himself, er Wolverine hverken den stærkeste eller mest magtfulde mutant, men, som i tegneseriens tid, er han den mest interessante. Med metalklør og et anti-autoritært adfærd er han mutanternes svar på Han Solo. Anti-helten som forsøger at bevare sin frihed og selvstændighed, men trækkes konstant ind i gruppens loyalitet af den indre menneskelighed han har svært ved at erkende. En flabet røv med et stort hjerte, som gør ham til en naturlig leder. Nu ville Hugh Jackman lægge sin legende til hvile. Annonceret som hans sidste film om Logan, vækker bange anelser om historiens udfald.
Logan er på alle måder den mest atypiske mutantfilm man overhovedet kan forestille sig. I en nær, dystopisk fremtid er tonen gold og støvet. Verden er ligesom tørret ud og slår revner i takt med Logans slidte, trætte ansigt. Der er ikke længere noget højteknologisk eller flatterende ved at være en del af X-Men bevægelsen. I stedet arbejder Logan som en udpint limousine-chauffør, mens Professor X er opbevaret som en syg mand gemt i en ståltank i ørkenen. Men ikke kun tonen har ændret sig. Logan tager skridt mod et opdrættet og fuldmodent publikum, som måske har fulgt Logan siden begyndelsen. Volden er ikke kun tilstedeværende. Den er radikal. Langt mere end tidligere er kontrasten mellem Logans metalklør og menneskets kød tydeliggjort. Der flænses, der hakkes og der blødes så smertefølelsen deles med tilskueren.
Så Logan er primært en karakterdrevet historie i en gold fremtid, men der skal lidt kapitler på bordet for at sælge varen. Her vipper historien både mod det særdeles positive og knap så vellykkede. Logan udfordres da han kontaktes af en sygeplejerske på flugt som har den mystisk pige, Laura, i hånden. Pigen viser sig at have det samme mutant-gen i blodet som Logan, så mandens sårbarhed åbner sig atter i form af det faderlige instinkt (som vi også oplevede i første X-Men film om Logan og Rogue). Der er flere rovdyr på banen som jagter de sidste rester af løsslupne mutanter, men, uden at spoiler for meget, snubler filmen et par gange ved at introducere centrale personer efter klokken har ringet, og anvender en fordummende overforklaring til at beskrive Lauras baggrund.
Der er små sprækker i en ellers helstøbt og moden afgangseksamen for voksne censorer, og på bundlinjen er det helheden som tæller. Logan er måske mere en klassisk western med fokus på mennesket end en dystopisk sci-fi tegneserie med fokus på effekter. Historien fokus på død, støv og forfald er både en sørgmodigt og passende exit for Wolverines episke filmkarriere, inden metalklørene rustede til.