Historien om Judy Garland er ikke ny. Kendt som den lille kvinde med den store stemme. En perle af uskyld og ambitioner der strålede i filmens technicolor, men også en alt for ung kvinde der blev konstrueret, tilrettelagt og hårdt udnyttet af filmstudiernes filantroper. Hun var et stort navn der dansede på den guldbelagte vej mod troldmanden fra Oz, men endte som den faldne stjerne i Londons musikshows inden hendes obligatoriske stribe af skilsmisser og alt for unge død.
Spoiler alert. Hvis du tror, at du får et andet perspektiv og en dybere mening med Judy Garland i denne biografiske filmatisering, så vil du blive skuffet. Judy faldt mens Renée Zellweger rejser med sin Oscar-vindende performance.
Judy fokuserer navnlig mest på Garlands sidste tid og shows i London, med enkelte, sparsomme flashbacks på hendes filmkarriere og selvsamme årsag til spiseforstyrrelser og pillemisbrug. Det er et kompetent valg. Frem for at strække elastikken over hele hendes opvækst i filmstudierne, så finder filmen et hjørne i hendes liv og bruger tiden på mindre dramatiske men berigende momenter. Samtalerne med det hårdt prøvede agentur i London. Spontant hjemmebesøg hos et homoseksuelt par fans. Skænderier i hotelværelset med den sidste ægtemand.
Det klæder filmen at undgå den oplagte populistiske form eller svælgen i myten om filmstudiernes uhæderlighed. Judy var lille, dygtig, fængende, stædig, selvkørende og absolut ikke nem at arbejde sammen med.
En tyndslidt Oscar-skabelon
Men ingen tvivl om, at filmens stjerne er Renée Zellweger med hendes kamæleon-rolle som Judy Garland. Alt fra hendes skæve, stive kropsholdning på scenen, særlige sangstemme, helt ned til de stramme rynker omkring læberne mimes eminent. I øvrigt godt løftet af tidsåndens scenografi og kostumer der sælger showets troværdighed. Zellweger har gjort sit analysearbejde virkelig grundigt og studeret alt hvad der kendetegner Judy Garland. En flot transformation, og hvis man kan affinde sig med disse skuespillerpræstationer, så lad da gå – men det er også en tyndslidt måde at komme i betragtning hos Oscar-akademiet.
I 2019 var Christian Bale nomineret for sin transformation af den berygtede vicepræsident Dick Cheney, men det var ikke bare et karakterdrevet plot med fokus på skuespilleren. Filmen greb også fat om løgene på publikum og brugte Bales transformation til at tegne omridset af et politisk monster, som befolkningen selv havde sagt god for.
Hvis bare Judy havde gjort noget lignende. I stedet føles filmen som en indstuderet karriere-kontrakt mellem Renée Zellweger og Oscar-akademiet, mens jeg som publikum ikke beriges eller får en oplevelse der ætser fast. Udover nærbillederne af Zellwegers smertefulde udtryk, så er historien i Judy lige så forglemmelig en filmoplevelse som enhver knaldroman.
Ekstramateriale:
Der er lidt kortfattet ekstramateriale på blu-ray udgivelsen: En making-of i den promoverende form og nogle slettede scener. Ikke noget der vil retfærdiggøre det filmhistoriske oplæg som Judy egentlig indeholder.