Man kan undre sig over hvorfor Hollywood producerer en efterfølger til den middelmådige og uambitiøse ”Jack Reacher” når fans verden over skriger efter mere ”Dredd” og ”Pacific Rim”. ”Jack Reacher” fik udmærkede anmeldelser og indtjente da også over 200 millioner dollars på verdensplan, men det virker ikke som om, at efterspørgslen på mere Reacher har været enorm. Men ikke desto mindre udkom ”Jack Reacher: Never Go Back” sidste år, og for dem som missede den i biografen, har nu muligheden for at se den hjemme i sofaen. Hurra…
”Jack Reacher: Never Go Back” er fortsættelsen til actionfilmen ”Jack Reacher” fra 2012, og Tom Cruise har igen hovedrollen som Lee Childs romanhelt, der har optrådt i ikke færre end 20 bøger. Den kvindelige hovedrolle spilles i denne omgang af Cobie Smulders, der dermed overtager fra Rosamund Pike. I dette kapitel kommer titelkarakterens kollega under falsk anklage for spionage. Reacher finder dog ud af, at der er tale om en sammensværgelse med rødder langt oppe i regeringens top, og den kampvante ekssoldat sendes på jagt efter sandheden.
Dette er ikke første gang Cruise arbejder sammen med instruktøren Edward Zwick. De bragte sammen den glimrende ”The Last Samurai” til livs i 2003. Desværre formår de ikke at brillerer med ”Jack Reacher: Never Go Back”. Tom Cruise giver som altid 110% og brillerer i den grad i de fysiske scener. Cobie Smulders er også ganske udmærket i rollen som Reachers kollega, og hun formår at bringe karisma og charme til sin karakter. De to skuespillere har også en virkelig god kemi sammen, men desværre insisterer ”Jack Reacher: Never Go Back” på at være alt for tynget af klichéer. Her er intet som den gængse filmnørd ikke har set før.
Jeg undrer mig som sagt over hvorfor ”Jack Reacher: Never Go Back”, en film med absolut intet på hjerte, eksister. Jovist, 1’eren var da en udmærket pengesucces for Paramount Pictures, men det var ikke noget ekstraordinært. Uanset hvad har det nok været grunden til at vi i dag har ”Jack Reacher: Never Go Back” – en film så traditionel, at den var ved at dysse mig i søvn op til flere gange. Der er ikke en eneste mindeværdig scene, hvilket gør den umulig at anbefale. Hvis ikke folkene bag gider, så skal vi da heller ikke gide. ”Jack Reacher: Never Go Back” føles mest af alt som en direct-to-DVD-film med et lidt højere budget og bedre skuespillere end normalt. Se i stedet Cruises undervurderede ”Edge of Tomorrow”. Den er værd at se!
Billede og lyd
Billedformatet er præsenteret i HD Widescreen 1080p. Billedsiden har et vidunderligt look. Grynniveauet er altid helt tilpas og hverken edge-enchancement eller udtværing forekommer. Derudover er transferet knivskarpt og detaljerigdommen er enorm.
Lydformatet er præsenteret i 5.1 DTS-HD Master Audio. Lyden fungerer mindst lige så godt som filmens transfer. Replikkerne kommer klokkeklart igennem og musikken folder sig ud i samtlige højtalere med bravur uden at overdøve lydsidens andre elementer.
Ekstramateriale
Blu-ray-udgivelsen af ”Jack Reacher: Never Go Back” indeholder en god bunke ekstramateriale. Disken indeholder seks velproducerede features ved navn “Reacher Returns”, “An Unexpected Family”, “Relentless: On Location in Louisiana”, “Take Your Revenge First: Lethal Combat”, “No Quarter Given: Rooftop Battle” og “Reacher in Focus: With Tom Cruise and Photographer David James”, som alle sammen giver et fint indblik i skabelsen af filmen.
Konklusion
Tag titlen på filmen bogstaveligt. Bedre kan det næppe opsummeres. Hold dig langt væk fra ”Jack Reacher: Never Go Back”. Livet er simpelthen for kort til at bruge to timer af sit liv på ligegyldige film som denne. Action skal være sjovt – ikke søvndyssende. Til gengæld byder Blu-ray-udgivelsen af filmen på en god mængde ekstramateriale samt en billed- og lydside som sidder lige i skabet.