Instruktørdebutant bag eksplosivt familiedrama

Hyæne Film kan i dag offentliggøre det eksplosive danske familiedrama KRYSANTEMUM, skrevet og instrueret af spillefilmsdebutanten Christian Bengtson. Filmen er blevet til takket være et samarbejde med New Danish Screen under Det Danske Filminstitut og Den Vestdanske Filmpulje, hvoraf sidstnævnte har muliggjort, at den kan optages on location i Thisted Kommune i Nordjylland, hvor Bengtson er født og vokset op. Optagelserne er startet i denne uge, og der er forventet biografpremiere i 2022. 

Historien

KRYSANTEMUM er et familiedrama om den unge mand Anders, der driver ulovligt salg af fyrværkeri i sin fritid. Han har ikke talt med sin far Thomas i årevis på grund af en familietragedie, der rev dem fra hinanden, men nu er de tvunget til en genforening, hvis fødegården skal reddes. Det bliver startskuddet på en nervepirrende og bevægende fortælling om en familie, som igennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri omsider får mulighed for at finde ud af mørket og måske finde tilgivelse… men tør de gribe chancen og nå det i tide?

Stærkt cast i de bærende roller

Hyæne Film har samlet et stærkt cast i de centrale hovedroller. Som sønnen Anders ses Morten Hee Andersen, der tidligere bl.a. har spillet hovedroller i dramaserier på DR1, først som

Lars Mikkelsens præstesøn August i Herrens Veje (2017) og derefter som den frygtindgydende psykopat Mike i Fred til lands (2019). Som hans far Thomas, der må konfronteres med sin fortid for at forsones med sin søn, ses Henrik Birch, som efter bl.a. Tobias Lindholms dramaserie Efterforskningen på TV 2, vender tilbage til den nordjyske dialekt, som han også fik så meget ros for som fisker i filmen Klumpfisken (2014) som indbragte ham både en Bodil og en Robert for Bedste Mandlige Hovedrolle. Midt imellem far og søn må Kamma, Anders’ mor og Thomas’ ekskone, navigere en kompliceret og opslidende linedans, en rolle der spilles af Karen-Lise Mynster. Hun har et utal af store film-tv- og teaterroller bag sig i en gloværdig karriere, der strækker sig over mere end 40 år, senest som justitsminister i DR1s dramaserie Når støvet har lagt sig (2020) og som Jesper Christensens hustru i Søren Kragh Jacobsens Lille Sommerfugl (2020) – roller der har udløst henh. en Robert-nominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle i en tv-serie og en Bodil-nominering for Bedste Kvindelige Birolle.

Holdet bag

Manuskriptforfatteren og instruktøren bag KRYSANTEMUM, Christian Bengtson, er uddannet fra manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole i 2019. Siden Filmskolen har han været hovedforfatter på tre radiodramaserier på DR og har været hhv. hovedforfatter og medforfatter på de to DR3-serier Noget om Emma og Lover. I 2019 vandt han FilmFyns Talentpris for kortfilmen Draget, og det er blevet til hele fire Robert-nomineringer for henholdsvis kortfilmene Shiva, Drage og Kaldet, som han selv har skrevet og instrueret, samt DR3-serien Noget om Emma.

KRYSANTEMUM produceres af Hyæne Film ved Daniel Mühlendorph, som de seneste år med stor succes har produceret flere andre debutfilm inkl. Ulaa Salims Danmarks sønner, kunstnerkollektivet Gigis’ Blokhavn, flere prisbelønnede kortfilm inkl. Maja og Uden at blinke samt Lisa Jespersens kommende humoristiske drama Hvor kragerne vender.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden