Efterhånden tegner sig en meget skematisk måde at skrive historier på. Dan Brown kan kun tegne et tidsbegrænset skattekort hvor Robert Langdon ræser gennem historiske artefakter i den europæiske kunstkultur. Et banalt koncept, ja, men det var effektivt i Da Vinci Mysteriet og godt struktureret i Engle og Dæmoner. Desværre er det samme kapløb mest trættende, udmattende og forhastet eksekveret i Inferno, og jeg tvivler på at samme grundige research ligger bag. Ron Howard burde efterhånden finde sit retræte væk fra Dan Browns kulturhistoriske ligegyldigheder.
Der bliver løbet og løbet, mest gennem Firenze. Langdon vågner op på et hospital med udsigten mod Il Duomo, et skudstrejf i panden og en manglende hukommelse om hændelserne før det. Feberen giver ham visioner om et helvede på Jorden, men der er ikke mange sekunder til komme sig, før lejemordere sender en kugleregn efter ham og han smutter ud af bagdøren sammen med en lokal sygeplejerske. Det er måske den største kontrakt mellem Inferno og Langdons tidligere eventyr. Før var det fattet og metodisk, men denne gang kastes Langdon ind i et stejlt adrenalinrush uden at kende sin retningsbestemmelse.
Da brikkerne efterhånden lægger sig, tegner sig en temmelig banal historie om en fanatisk millionær med drømme om at halvere verdens befolkning, og en Dante inspireret vision om Helvede. Langdon og hans kvindelige makker løber om kap mod uret for at stoppe en ny pest, men aldrig har Dan Browns præmis og fortællemæssige metodik virket så hullet og forhastet. Fartstriberne flyver forbi og alt går hurtigt gennem renæssancens monumenter, måske for at få os til at glemme hvor usammenhængende og rodet det hele reelt er.
Jeg ved ikke hvad marketingstrategien er bag disse film, og hvorfor danske skuespillere er så rigt repræsenteret. Et agentur med hjemmebanefordel, eller en kommerciel taktik at bruge internationale skuespillere? Engle og Dæmoner havde både besøg af Nikolaj Lie Kaas og Thure Lindhardt, og denne gang er Dan Browns skattejagt besøgt at Sidse Babett Knudsen. Lige meget hjælper det at se et lokalt ansigt i en international film ved siden af Tom Hanks. Inferno er det svageste led i Ron Howards filmatiseringer af Dan Browns litterære højborg, og er knap nok værdig som tomhjernet fredagsunderholdning.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en del slettede og udvidede scener. Derudover en række making-of med fokus på forskellige elementer og karakterer i filmen. Der er relativt meget ekstramateriale, men samtidig ret overfladisk og typisk promoverende.