Grand Teatret lancerer streamingtjenesten GRAND HJEMMEBIO. Mens Grand Teatret i Mikkel Bryggers Gade i indre København fortsat lever i bedste velgående, udvider Grand nu paletten og lancerer en streamingtjeneste skræddersyet til kræsne og kvalitetsbevidste filmelskere.
GRAND HJEMMEBIO består af en webbrowser samt en app og vil fra starten byde på mere end 180 forskellige titler. Løbende vil der blive føjet både nye og gamle film til sortimentet.
Om projektet udtaler Grand-direktør Kim Foss: “Der er flydt meget vand i åen, siden Grand Teatret åbnede anden juledag 1913. Med over 100 års erfaring med kvalitetsfilm mener vi at ligge inde med nok viden og filmkærlighed til også at favne filmkigningen derhjemme. Udbuddet på Grand Hjemmebio er – som i biografen – nøje udvalgt efter, hvad vi synes er det absolut bedste på filmfronten.”
Som bruger af GRAND HJEMMEBIO skal man blot oprette en gratis brugerprofil på hjemmesiden www.grandhjemmebio.dk.

Modsat abonnementsbetalte tjenester som Netflix og HBO Nordic betaler GRAND HJEMMEBIOs brugere kun for de film, de ønsker at se.