Ingen anden instruktør formår som Wes Anderson at dele vandene. Han har en enorm fanskare som slubrer alt hvad han rører ved i sig, mens mange andre kritiserer hans film for mangel på indhold. Og så er der også folk som mig. Jeg beundrer mange af Andersons værker, men er på ingen måde en stor tilbeder af ham. I min optik er han hverken det filmgeni som nogle gør ham til, eller den hipstertosse som andre gør ham til. Hans seneste film, “The Grand Budapest Hotel”, som netop er landet på DVD og Blu-ray i Danmark, formåede ikke at ændre mit syn på ham, men det er ikke desto mindre en rigtig skæg og underholdende film.
”The Grand Budapest Hotel“ handler om hotellet af samme navn. Det er det mest luksuriøse af sin slags med spa og velvære for alle gæster. Den legendariske concierge Monsieur Gustave (Ralph Fiennes) styrer sit personale med hård hånd og er ombejlet af klientellet, primært ældre kvinder med pengepungen i orden. Gustave bliver mentor for den unge piccolo, Zero Moustafa (Tony Revolori), og snart bliver de to fortrolige venner. Da en ældre hotelgæst bliver fundet død, og det viser sig, at hun har efterladt Gustave et meget værdifuldt maleri, kommer den ellers så vellidte concierge i problemer. Zero må derfor træde i karakter som Gustaves protegé og redde ham ud af suppedasen.
“Rushmore” slog i sin tid benene væk under mig. Jeg nød Andersons unikke virkemidler, skæve karakterer og skønne scenografi. Siden da har han på ingen måde ændret sig som instruktør, hvilket både er et plus og et minus. Nogle ville måske sige: “If it ain’t broke, don’t fix it”, men jeg ville alligevel sætte pris på nogle flere overraskelser fra hans side. Jeg føler lidt, at han laver den samme film om og om igen. Næsten alle hans film ligner hinanden på en prik. Brugen af farver, håndlavede kulisser, skæve karakterer og flade og frontale komeravinkler går igen fra film til film og “The Grand Budapest” er ingen undtagelse. Udover hans genkendelige stil benytter Anderson sig også altid af de samme skuespillere som i denne omgang bl.a. tæller Bill Murray, Owen Wilson, Jason Schwartzman, Adrien Brody og Williem Dafoe.
Ja, der er ikke sindsygt meget nyt under solen, men “The Grand Budapest Hotel” er alligevel en god film. Æstetisk er Anderson virkelig i overlegent hopla. Som sædvanlig. Det meste er set før og derfor fremstår filmen ikke synderligt original eller banebrydende, men Anderson har endnu engang styr på sit håndværk. Det ville bare være rart at se ham tage nogle chancer, da denne film minder om næsten alt andet han har lavet. Hvis man kan lide hans tidligere film vil “The Grand Budapest Hotel” garanteret være en fornøjelse at overvære. Er man kørt træt i hans specielle stil vil denne film ikke genvinde kærligheden til ham, da den følger opskriften på en klassisk Anderson-film til punkt og prikke. Filmen er meget morsom, historien er god, billedsiden er overvældende, musikken sidder lige i skabet og samtlige skuespillere er meget veloplagte. Jeg var godt underholdt så længe det varede, men føler allerede nu, at den langsomt siver ud af hovedet på mig, hvilket aldrig er et godt tegn. Anderson er dygtig til det han har været dygtig til i snart 20 år, men hans evner slår slet ikke lige så hårdt som før i tiden. Han kommer aldrig til at lave en dårlig film, hvis han fortsætter på denne måde, men han kommer nok heller aldrig til at lave et storslået mesterværk, med mindre han afprøver nogle nye grænser.
Billede og lyd
Diskens transfer er simpelthen fejlfrit. Især skarpheden og detaljerigdommen imponerer – der er ikke ét tilnærmelsesvis sløret skud, og man kan nærmest tælle alle porerne på Ralph Fiennes ansigt. Man kan heller ikke sætte en finger på farvegengivelsen eller kontrasten, og jeg bemærkede ikke én glorie eller ét utilsigtet støvkorn. Lyden er ligeledes imponerende. Samtlige lydeffekter og replikker kommer klokkeklart igennem.
Ekstramateriale
Blu-ray-udgivelsen af “The Grand Budapest Hotel” indeholder en håndfuld interviews med nogle folk foran og bag kameraet, nogle smukke billeder og et kig bag om scenerne, som bl.a. giver et indblik i hvordan Anderson arbejder med kameraet, kulisserne og skuespillerne.
Konklusion
“The Grand Budapest Hotel” er en god film. Desværre er den en trættende god film. Det er svært at blive sur på Andersons seneste værk, for filmen oser af charme, skønne billeder, vidunderlig musik og dygtige skuespillere. Men som sagt ligner den Andersons tidligere film på en prik, hvilket efterhånden trækker lidt ned på oplevelsen. Filmen ser og lyder blændende på Blu-ray og ekstramaterialet er også ganske underholdende. Alt i alt kan “The Grand Budapest Hotel” sagtens anbefales, især hvis man ikke har set Andersons tidligere film.