Efter Ned Starks hoved faldt til jorden i den første sæson Game of Thrones, er diagrammerne for den store HBO panserkrydser kun gået én vej: op. Den første sæson blev set af cirka 2,5 mio amerikanske seere, mens den seneste syvende sæson tungekyssede med milepælen for 12 mio seere. Sådan vippede Game of Thrones den anden rekordholder for mest succesfulde HBO-serie af podiet; The Sopranos. Helt uventet blev et fantasy-univers frokoststuens mest omtalte emne, mindst én gang om ugen.
Men, noget skete i seriens baggrund, for omkring sæson fem og seks løb producenterne tør for seriens litterære ophav af George R.R. Martin. I stedet blev der digtet rundt om bøgerne, uvist om den utæmmelige forfattere ville skrive mere. Bøgerne virkede fint som katalysator for seriens uforudsigelige væsen, med en særegen evne til at likvidere centrale karakterer og snyde forventningerne med et simpelt sideskift. Noget som serien adopterede til fulde, hvorfor afsnittet “Red Wedding” stadig står som en af tv-historiens mest uvirkelige oplevelser. Det er en kold og ubarmhjertig verden hvor klicheer om forventningens udfald og konforme normer erstattes af blodskam, tortur og blodige kastrationer.
Kan udviklingen mærkes på stoffet? Kort sagt, ja. Kanten er blevet mere afrundet og Game of Thrones har udviklet til en crowdpleaser uden samme mod og brunst som det begyndte med. Mange har måtte lade livet i seriens sværdklinger, men ingen forfatter tør tage livet af de karakterer som gennem syv sæsoner har udviklet sig til de mest magnetiske typer. Tyrion Lannister ramt af en giftig pil? Ikke just.
Hele denne baggrundshistorie hænger sammen med vurderingen, for i 2017 landede så den syvende sæson på “Winter is coming” føljetonen, med en par øvre og nedre noter. Det var dels den største seersucces og havde en spektakulær kampscene bygget som en montage af filmhistoriens største krigsscener. Der faldt en kæbe til jorden. Men det var også den hidtil korteste sæson, bestående af syv afsnit, i modsætning til de ti afsnit som hidtil havde været formlen. Og efter røgen fra dragernes fnys og den kollektive rus havde lagt sagt, begyndte de fleste nok at fornemme en usædvanlig tandløs omgang Game of Thrones. Tonen havde ændret sig. Øget distance fra seriens oprindelige politiske diskurs, hvor forhandlinger afgøres med magt og tortur, mod en mere rendyrket omgang Hollywood’sk fantasy i voksenhøjde.
Dødsfaldene er fåtallige trods mange nærdødsoplevelser. Det tidligere seksuelle overdrev bremses allerede i forspillet. Produktionsomkostninger har tydeligvis ikke lidt skade, og look-and-feel er intakt, men det er lidt som om sæson syv overhovedet ikke turde gå planken ud på samme manér som de forrige sæsoner. Nogle afsnit var tilmed kedelige og vævende, til trods det få antal, mens andre sektioner bød på ulogiske last-minutes-rescues og plothuller i et format som har været hidtil uset i Game of Thrones. Det var ikke helt godt nok.
Efter den syvende sæson meldte HBO en længere pause inden den kommende og forventelige sidste sæson otte. Måske har de selv lugtet færden, selv på en bølge af seersucces, er gået i tænkeboksen og overvejer meget, meget grundigt hvordan de atter kan få tandsættet tilbage, så serien ikke lukkes som en af tv-historiens største maveplaskere. Den vil kunne huskes som serien der havde fat i noget enestående, mistede mit momentum og sluttede udvandet. Eller som serien der genskabte box office tv-serier og trådte af tronen med fuld værdighed. Syvende sæson repræsenterer dette kapitel af usikkerhed om seriens udfald.
Ekstramateriale:
Er man fan af Game of Thrones og blu-ray samler, så er sådan en sæson stadig en must-buy. Formatet fra de forrige sæsoner er gentaget med fanmateriale om serien og et solidt omfang features omkring hvert afsnit, leveret i en virkelig præsentabel pakke.