Annie (Rachel McAdams) og Max (Jason Bateman) er normalt værtsparret til ugens spilleaften som de holder med deres to vennepar. Kevin (Lamorne Morris) og Michelle (Kylie Bunbury) har været sammen siden skolen, Ryan (Billy Magnussen) har en ny date med hver uge og denne gang er valget landet på kollegaen Sarah (Sharon Horgan). De 6 venner gør alt for at undgå at Annie og Max’ nabo politimanden Gary (Jesse Plemons) hører om spilleaftenerne, han var med da han stadig var gift med deres ven Debbie, men var ikke vellidt i gruppen, så da de blev skilt var ingen grund til at invitere ham mere. Han vil dog ikke selv helt indse at han bliver holdt udenfor.
Da Max’ bror Brooks (Kyle Chandler) er i byen beslutter han sig for at spille aftenen skal holdes hos ham. Brooks har altid været en person der imponerer alle og han har altid overgået Max, et problem Annie mener er skyld i at hun og Max ikke kan få børn fordi han er stresset over broderen og deres indbyrdes konkurrence.
Brooks beslutter sig for at spilleaftenen ikke skal være som normalt med brætspil eller gæt og grimasser. Han har derfor hyret et eventfirma som laver et mordmysterium. En af aftenens gæster vil blive kidnappet og det er så de andres opgave at finde vedkommende inden han/hun bliver myrdet.
Idet en af eventplanlæggerne forklædt som FBI-agent er ved at fortælle om aftenens program, sparker to fyre døren ind, slår FBI agenten ned og angriber Brooks. De knebler ham inden han når at sige til de andre at det ikke er en del af eventet og han bliver taget med. De andre tror jo straks at nu er spillet i gang og jagten går efter Brooks og hans rigtige kidnappere.
Det varer dog ikke længe før det går op for alle at der er noget galt og det ikke er en del af spillet, så vennerne er nødt til at ty til alle muligheder for at finde Brooks uden at involvere politiet da de har muldvarpe der arbejder med kidnapperne.
Jeg troede virkelig at da jeg satte filmen i afspilleren at jeg skulle forberede mig på 1 time og 40 minutters omgang plat komedie uden handling. Men jeg må indrømme at Game Night overraskede mig, selv om der var platte input her og der, så var den i det store billede meget sjov og underholdende, med den rette mængde aktion og komedie.
Jeg holder virkelig meget af Rachel McAdams og heller ikke i denne film skuffer hun som den boblende humørbombe hun er. Rachel og Jasons flirtende sammenspil er virkelig underholdende og deres udstråling lyser ud af skærmen. Konkurrencen imellem deres roller er virkelig sjov og mange af deres scener sammen gav mig nærmest ondt i maven af latterkramper.
Underhistorierne som f.eks. at Kevin skal finde ud hvilken kendis Michelle har været ham utro med, er lige i skabet og utrolig morsom.
Gør dig den tjeneste at bære over med de platte scener der er og giv denne film en chance, du vil ikke fortryde det.
Billede og Lyd:
Format: 1080p High Definition 16×9 2.4:1
Audio: Engelsk, engelsk beskrivende lydspor, fransk, tysk, italiensk, spansk og portugisisk.
Undertekster: Engelsk for døve og hørehæmmede, fransk, tysk for hørehæmmede, italiensk for døve, spansk, hollandsk, portugisisk, dansk, finsk, norsk og svensk.
Special features (Ekstramateriale):
An unforgettable evening: Making Game Night (skuespillerne og produktionsdesigneren fortæller lidt om hvordan det har været at lave filmen).
Gag reel (sjove fraklip).