En af forårets længe ventede biografoplevelser er filmatiseringen af den danske succesforfatters, Lene Kaaberbøl, bestsellerserie SKAMMERENS DATTER. Med en fanskare spredt ud over det meste af verden for den populære romanserie, er interessen for Kenneth Kainz’ udgave af fortællingen om Dina og Nicodemus nu også på vej ud i både Danmark og resten af verden.
De første levende billeder fra det eventyrlige drama
Der er fortsat et halvt år til biografpremieren torsdag den 26. marts, og hos filmens danske distributør Nordisk Film Distribution er der høje forventninger.
”SKAMMERENS DATTER har alle de elementer, som man kan drømme om, og der er vitterligt tale om en både dramatisk og gribende fortælling, som vil ramme både store og små, når filmen glider henover lærredet. Vi har store forventninger til denne film og betragter den som årets absolut vigtigste danske spillefilm for ‘de største’ i familien. Med offentliggørelsen af de første billeder, tager vi hul på en kampagne, som skal trække danskerne ind i et både dramatisk og medrivende univers”, siger direktør Jan Lehmann, Nordisk Film Distribution.
SKAMMERENS DATTER er instrueret af Kenneth Kainz og manuskriptet er skrevet af den Oscar®vindende Anders Thomas Jensen, baseret på den første bog i Lene Kaaberbøls succesrige fire-binds bestsellerserie. Filmen produceres af Nina Lyng og Eva Juel Hammerich (Nepenthe Film), som har samlet et habilt hold af dygtige medarbejdere med bl.a. filmfotograf Lasse Frank Johannessen, filmklipper Nicolaj Monberg, produktionsdesigner Waldemar Kalinowski og komponist Jeppe Kaas.
Hele verden venter på den danske skammer
At Lene Kaaberbøls litterære succes er nået vidt omkring i verden, bekræftes også af TrustNordisk som varetager salget af filmatiseringen af første bind i den populære Skammer-serie.
”Både Thailand, Malaysia, Brunei, Vietnam og Rusland er nu tilføjet den lange liste af lande, som har købt filmen til distribution og udgivelse. Det beviser, den styrke og de forventninger der i øjeblikket er knyttet til de Skandinaviske film”, fortæller Rikke Ennis, direktør for TrustNordisk.
Handlingen
Dina bor i en lille landsby med sin mor, der er skammer. Dina har arvet sin mors overnaturlige skammerevner, der gør, at hun kan se alle folks løgne, dårlige samvittighed og – ikke mindst – deres skyld og få dem til at skamme sig over deres mørkeste gerninger. Men selv om Dina absolut ikke er begejstret for sine skammerøjne, viser de sig snart nyttige, da hun pludselig med livet som indsats, hvirvles ind i et blodigt opgør mellem to fyrstesønner.
Historien tager fart, da den unge livsglade fyrstesøn, Nicodemus, kaldet Nico, uretmæssigt anklages for mordet på sin egen familie. Skammeren lokkes til Dunark og hvirvles ind i en myriade af intriger, beskyldninger og risiko for at miste sit eget liv. Skammerens Datter er et forrygende eventyr i en middelalderlig fantasyverden med drager og magi, konger og riddere, tyranni og mord…
En stjernebesætning: Oftebro, Malling og Ekblad
Den store og altdominerende rolle som pigen Dina spilles af Rebecca Emilie Sattrup og i rollen som veninden Rosa ses Petra Maria Scott Nielsen – derudover medvirker Peter Plaugborg som Drakan (tv-serien 1864, Flammen og Citronen, Submarino, Kvinden i buret), Jakob Oftebro som Nico (1864, Kon-Tiki, Frihedskæmperen Max Manus, Lev Stærkt), Søren Malling som Våbenmesteren (1864, Borgen, Kapringen), Allan Hyde som Davin (tv-serien True Blood, Den som dræber), Maria Bonnevie som Skammeren, Melussina (Belle du Seigneur, Uskyld, En chance til), Stina Ekblad som Dama Lizea (Den skaldede frisør, tv-serien Krøniken), Laura Bro som Fru Petri (En kongelig affære, Dirch) og Olaf Johannessen som Mester Maunus (tv-serierne 1864, Forbrydelsen, Blekingegade).
SKAMMERENS DATTER, der har et budget på ca. 50 millioner kr., produceres af Nepenthe Film i co-produktion med Nordisk Film Distribution, Storm Films, Filmlance, True North, Sirena Film og med støtte fra Det Danske Filminstituts konsulentordning v. Rasmus Horskjær, Nordisk Film og TV Fond, NFI, EURIMAGES, Czech Republic State Cinematography Fund og Danmarks Radio i samarbejde med EU MEDIA programmet, m.fl. Nordisk Film distribuerer Skammerens Datter i hele Skandinavien, mens TrustNordisk varetager salget af filmen i resten af verden.
Lene Kaaberbøls fire bøger om SKAMMERENS DATTER er trykt i utallige oplag i Danmark og Skandinavien og er solgt til udgivelse i mere end 25 lande, hvilket gør Kaaberbøl til en af de mest oversatte danske børne- og ungdomsforfattere nogensinde. Sammen med Agnete Friis har Lene Kaaberbøl også skrevet kriminalromaner for voksne, bl.a. Drengen i kufferten, som blev New York Times Bestseller både i 2011 og 2013.
SKAMMERENS DATTER får biografpremiere torsdag 26. marts 2015