Flyvemaskiner

’Flyvemaskiner’ fortæller historien om gødningsflyet Dusty, der gerne vil bryde ud af tilværelsens stramme tøjler og flyve om kap med de bedste i verden. Jeg ved ikke engang om man bruger gødningsfly i Danmark, men de er ret udbredt i USA og Australien, hvor det ikke er ualmindeligt at have landbrugsområder på størrelse med Bornholm eller større. Disse fly er karakteriseret ved at flyve forholdsvist langsom og ganske lavt, for at kunne sprede gødninger ud over store arealer. Dusty lider, uheldigvis for en flyvemaskine, af højdeskræk, men drevet af højt humør og en ukuelig vilje forfølger han drømmen om at flyve races.

flyvemaskiner4

Det der slog mig mest ved ’Flyvemaskiner’ var ikke så meget den lettere forudsigelige historie, og de genkendelige karakterer, men mere den svingende kvalitet i animationer, fra scener der er oprigtigt smukke og detaljerede til sekvenser der mest af alt ligner noget der ikke er færdigarbejdet. Sjuskefejl man ikke ser i de ”rigtige” Disney og Pixar klassikere.

Der er nok mange der tilbage i efteråret gik i biografen i den tro, at de skulle se den nye Disney/Pixar film, men et er altså Disney Toon Studios der står bag filmen, selskabet er kendt for at stå bag en række efterfølgere til populære Disney Klassikere, og har bl.a. lavet ’Jafar vender tilbage’ (1994), ’Peter Pan – Tilbage til Ønskeøen’ (2002), ’Junglebogen 2’ (2003) og ’Bambi 2’ (2006) samt en række af de serier vi kender fra ’Disney Sjov’ bl.a. Nøddepatruljen og ’Darkwing Duck’. Så der er på mange måder tale om et selskab der er vant til at producerer Disneys ”budget” titler.

Flyvemaskiner1

Flyvemaskiner føles på mange måde som en discount animationsfilm, og kigger man på filmens budget på 50 mio. dollars, er det da heller ikke noget sammenlignet med eksempelvis Toy Story 3 der havde et budget på svimlende 200 mio. dollars. Når det er sagt burde det dog være muligt at lave en fornuftig film for 50 mio. og det virker bare som om Disney Toon Studios har været enten for dovne eller blot manglet originale ideer. Hvad forklaringen er skal jeg ikke kunne sige, men resultatet er en lidt ujævn, flad og forudsigelig film der minder om ’Biler’ på alt for mange fronter.

Filmen kan sagtens bruges som underholdning til en hyggelig aften i selskab med hele familien, men du behøver ikke lave plads på samlerhylden, lej den i den lokale videobiks eller online on demand, Flyvemaskiner skriver sig ikke ind på listen over de Disney film der kan ses igen og igen.

flyvemaskiner2

Ekstramateriale

Udgivelsen byder på et par trailere, en ganske underholdende musikalsksekvens, der efter min mening sagtens kunne have været med i filmen, et par ’deleted scenes’ som faktisk ikke er klippet ud af filmen, men viser tidlige versioner af to scener der blev ændret undervejs, mens instruktøren og producenten fortæller om overvejelserne bag. Der er også en kort præsentation af de vigtigste karakterer i filmen, en top ti over de vigtigste personligheder i flyvningens historie, som ud over at præsenteret på en meget poppet og amerikansk facon, faktisk er ganske interessant, om end ikke særlig dybdegående.

Dertil kommer en ca. 15 min lang dokumentar om instruktørens personlige passion for flyvning, der udover at være en personlig rejse, også viser en række af de klassiske fly der har været model for filmens karakterer. Til sidst er der en kort film med Mickey Mouse som jeg ikke rigtig kan se relevansen af. 

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden