Med Damien Chazelle og Ryan Gosling henholdsvis bag- og foran kameraet, var det vist aldrig et spørgsmål om hvorvidt ”First Man” ville være en god film eller ej. Spørgsmålet har nærmere været hvor god den ville være. I en alder af blot 34 år har Chazelle endnu ikke nået at have fingrene med i særligt mange produktioner. På trods af dette har han på rekordtid bevist, at han er i besiddelse af et talent, der ikke kan negligeres. Som manuskriptforfatter står han bag en af årtiets mest nervepirrende thrillers i form af ”10 Cloverfield Lane” og som instruktør gav han os herefter ”Whiplash” – en af de bedste amerikanske film i dette århundrede. Allerede to år efter tog han minsandten verdenen med storm igen – denne gang med ”La La Land”, der vandt hele 6 Oscars og indtjente næsten 500 millioner dollars på verdensplan. Sidstnævnte havde Gosling i den mandlige hovedrolle – en skuespiller der med bærende roller i film som ”Drive”, ”The Nice Guys”, ”The Big Short” og ”Blade Runner 2049” har en af de mest imponerende CV’er i Hollywood. Så inden jeg overhoved så ”First Man”, spurgte jeg ikke mig selv: ”Mon ”First Man” er god?”. Nej, spørgsmålet var nærmere: ”Hvor god er ”First Man” mon?”
”First Man” er baseret på bogen ”First Man: The Life of Neil A. Armstrong” af James R. Hansen og omhandler månelandingen i 1969. Piloten Neil Armstrong og hans familie har netop været udsat for en tragedie, og det er derfor velkomment, da NASA prikker ham på skulderen om et nyt storstilet rumprogram. Missionen er at sende en amerikaner til månen inden årtiet er omme og ikke mindst inden russerne når derop. Armstrong og de andre astronauter kastes nu ud i en intens proces, der kræver hårdt arbejde, tid væk fra familien og uundgåeligt vil koste menneskeliv.
Hvem havde troet, at en film om den første mand på månen, ville ende med at være en af de mest deprimerende film fra 2018? Ved nærmere eftertanke, giver det måske endda meget god mening. For hvorfor ville en mand sætte sit eget liv på spil ved at takke ja til sådan et vanvittigt projekt? Måske fordi denne mand netop ikke mener, at han har mere tilbage at tabe. Uden at afsløre for meget, så byder ”First Man” på så meget tab og sorg, at den til tider kan være hård at komme igennem. Vi kender alle sammen til historien om den første mand på månen – men de færreste kender noget til de bevægende og sørgelige faktorer, der fik Armstrong derop i første omgang.
Et af de bedste komplimenter, jeg kan give ”First Man”, er at den fuldstændigt undgår at føles som patriotisk propaganda. Fortællingen om Armstrong beder ellers nærmest om denne behandling, og havde en hvilken som helst anden instruktør stået ved roret, havde han eller hun næppe kunnet dy sig. Der havde nemlig været en masse billige points at hende hos det amerikanske publikum, ved at lade deres nationalflag blafre i vinden i hver anden scene. Dette har Chazelle helt og aldeles taget afstand fra. Han formår også på elegant vis at undgå det politiske syn på situationen, hvilket i den grad klæder filmen. ”First Man” er udelukkende interesseret i at nærstudere Armstrong som person og forklare hvad der førte til den historiske bedrift, som vi alle sammen kender.
Gosling er kendt for at spille den stille og alvorlige type på film. Dette gør han atter engang her, men takket været en nuanceret præstation føles det på ingen måde som genbrug. Claire Foy leverer ligeledes en pragtpræstation i rollen som Armstrongs sørgende kone. Hun er på mange måder filmens hjerte og uden en god skuespiller i denne rolle, havde man næppe været lige så investeret i karakterernes situation. På trods af at man på forhånd kender historiens gang, så er selve rumrejsen præsenteret på en måde der gør, at man helt begynder at tvivle på sig selv. Filmens sidste akt er uhyre nervepirrende. Chazelle har her undgået den bombastiske tilgang til det at rejse i rummet. Der er altså langt til ”Star Wars” og ”Star Trek” her – realismen er på sit højeste og som publikum kan man ikke lade være med at føle, at der for alvor er noget på spil. ”First Man” er en rystende og bevægende film, der aldrig glemmer hvad den er. Armstrong ender på månen, men Chazelle sørger for at fortællingen hele tiden føles jordnær.
Billede og lyd
Billedformatet er præsenteret i 2.35:1 1080p HD. ”First Man” ser formidabel ud i HD. Gennem hele filmen har billedet en god dybde med en klar afstand mellem elementerne bag-, mellem- og forgrunden. Billedsiden er knivskarp hele vejen igennem, detaljerigdommen er konstant enorm og de forskellige nuancer gengives perfekt. Kontrasten er solid og der opstår hverken snavs eller edge-enchancement.
Lydformatet er præsenteret i Dolby Digital 5.1. Lydsporet er lige så fejlfrit og de fremragende lydeffekter får ofte gulvet til at vibrere. Panoreringerne fungerer fortrinligt, og hverken filmens musik eller skuespillerne replikker overdøves.
Ekstramateriale
Blu-ray-udgivelsen af ”First Man” indeholder hele fire velproducerede minidokumentarer, der tilsammen giver et dybdeborende indblik i skabelsen af filmen. De tæller ”Giant Leap in One Small Step”, ”Recreating the Moon Landing”, “Shooting at NASA” og “Astronaut Training”. Derudover byder disken også på en håndfuld slettede scener samt et kommentarspor.
Konklusion
”First Man” er en rystende og bevægende film, der aldrig glemmer hvad den er. Den formår ikke at vippe ”La La Land” – og især ikke ”Whiplash” – af pinden, men det er også okay. De færreste film formår dette. Med ”First Man” har Chazelle endnu engang bevist, at han er en af de absolut bedste instruktører, vi har i dag, og det bliver spændende at se, hvad han giver sig i kast med i fremtiden. Blu-ray-udgivelsen af ”First Man” ser fremragende ud i HD og lyder mindst lige så godt. Derudover indeholder disken også en hel del velproduceret ekstramateriale.