Hvordan en jordnød blev til den rodfrugt i den danske oversættelse, må de gamle forlag forklare, for jeg aner det ikke. Men Peanuts (på dansk: Radiserne) startede, som så mange andre tegneserier, sit liv på de sort/hvide avissider, tegnet i 1950’erne af Charles M. Schulz. Så det andet mystiske spørgsmål er: Hvordan formår en gammel tegning at bærer arven videre, så overbevisende, at Blue Sky Studio i 2015 fejrer Radisernes bevægelse med en ambitiøs CGI animationsfilm?
Det er individuelt gætværk. Radiserne har en behagelig enkelthed, en naivistisk øjenhøjde og nogle sociale dynamikker man kan relatere til, primært båret af den godtroende med uheldige stjerne, Søren Brun, og hans ikoniske hund, Snoopy (eller på dansk: Nuser). Men mest af alt, tror jeg Radisernes største kvalitet er den gennemtrængende charme. De runde ansigter, nervøse streg og store smil er en comfort zone af uskyldig glæde. Som en varm krammer, tegnet til lyden af jazz.
Tydeligvis har Blue Sky Studios, som står bag den succesfulde Ice Age serie, gjort sin lektie i M. Schulz ordentligt, og har bestemt hvilken tråd filmen skal have til den gamle tegneserie. Teknologien har demonstreret sine uendelige kræfter til CGI animation. Nu er det en større dyd at kunne begrænse sig. Det er de små detaljer: Såsom den bevidst hakkende framerate, der giver figurerne mere kantede bevægelser. Eller de små håndtegnede fartstriber som bryder den polerede CGI animation. Eller lydsporets behagelig klaver og fraværet af voksne, der taler som en basun når man (undtagelsesvis) hører dem.
Men, også historien har begrænset sig til en en smal bekvemmelighed. Noget så simpelt som: Søren Brun bliver forelsket i klassens nye pige (og kan ikke flyve med drage). Mere ambitiøst er det ikke, og heldigvis da. For Søren Brun er symbolet på det godhjertede fjols, som hele tiden begår fejl, men er kun drevet af den gode vilje. Det giver anledning til de hjertevarme momenter af den styrende nervøsitet man udmærket kan relatere til, og skaber en fin kobling mellem drageflyvning og forelskelsens besværlighed. Disse finesser lægger man mærke til, fordi Radiserne ikke har større ambitioner end simple hygge og charmerende nærvær.
Imens ude i haven, udkæmper hunden Snoopy sin surreelle fantasi-kamp fra taget af sit hundehus: En dogfight (tø-hø) mod hans klassiske nemesis fra 2. verdenskrig: Den Røde Baron. Søren Bruns øvrige afslappende jargon trækkes momentvis op af energien fra kulørte luftslag, som et lille afbræk til fantasiens højere luftlag. Snoopys luftskyts og Søren Bruns kamp for kærligheden bliver derigennem to parallelle, primære historier, som yndigt kommenterer hinanden.
Kan 60 år gamle radiser stadig spises? Lur mig om den behagelige sødme, simpliciteten og charme-raketten ikke kan forblive en ferieø af naivistisk og tiltrængt frirum fra den omkringliggende støj. Radiserne mærkes ikke som et grænsebrydende hovedværk, men har fint fat i tøjlerne fra sit klassiske ophav, mens den ydmygt kæler for nutidens teknologi. Blue Sky har fundet en yndet, afbalanceret form til sit værk, med et fint følende potentiale for atter at smelte hjerter. Både hos børn og voksne.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen byder på en bred samling af kortfilm, som jeg vil anbefale ses med “play all” funktionen, musikvideo med Meghan Trainor, tegnekurser for de forskellige karakterer fra Radiserne og ekstra kortfilm med den famøse Scratch fra Ice Age. Der er meget forskelligt indhold, men føles lige lovligt kortfattet og hurtig i formidlingen. Og så mangler der noget dybere dokumentar om den oprindelige tegneserie og Charles M. Schulz.