I dag skydes nedtællingen i gang til premieren på efterfølgeren til den bedst sælgende danske biograffilm i 35 år! 309 dage er der til den landsækkende biografpremiere torsdag d. 7. oktober 2021 på Anders Matthesens TERNET NINJA 2. Og i den anledning offentliggøres i dag det første still fra den nye film, der viser, hvordan vores alle sammens flabede og handlekraftige ternede ninja kommer til at se ud.
Historien i TERNET NINJA 2
Ternet Ninja vender tilbage – i et nyt hylster. Den kyniske legetøjsgigant Phillip Eberfrø er ved at slippe for straf, og uskyldige børn er i fare. Jagten på hævn og retfærdighed genoptages sammen med 13-årige Aske. De to flankeres af både Sirene og Askes papfar Jørn, der går all in på sin nyeste opfindelse: en fordøjelsesapp. Evigt lækkersultne Sune er også med – og selvfølgelig Askes (uundværlige) onkel Stewart, der som altid spreder hygge i familien.
Anders Matthesen og co. i fuld gang med filmen
Arbejdet med at skabe TERNET NINJA 2 er i fuld gang, og Anders Matthesen glæder sig og er fuld af fortrøstning. Han udtaler:
- Ambitionerne med den nye film er endnu højere end den første, og min medinstruktør Thorbjørn Christoffersen og jeg er indtil videre meget tilfredse. Vi føler, at vi har en rigtig god og morsom historie, og det hele kommer til at se fem-seks gange dyrere og flottere ud end den første film. 2’eren bliver mere af en roadmovie end den første. Men der er stadig masser af gode gensyn med den kære familie inklusiv Onkel Stewart, Sirene, Jørn og Sune, som vi syntes var sjove og havde lyst til at dykke lidt mere ned i. Vi er næsten færdige med animationsfasen, men bliver ved med at finde på nye ting og ideer som vi sætter ind i filmen. Og vi tænker meget på at skabe en film, der fungerer lige så godt til teenagere, voksne og ældre som til børn. Alt i alt kan jeg kun sige, at vi alle glæder os vanvittigt meget til at vise den færdige film for publikum om 10 måneders tid.
Et enestående dansk filmfænomen
Da TERNET NINJA fik biografpremiere 1. juledag 2018, tog den Danmark med storm og smadrede alle billetsalgsrekorder. Alene på premieredagen solgte den 52.000 billetter, og da den var færdig i biograferne havde den rundet 950.000 solgte billetter og havde solgte flere biografbilletter end nogen anden dansk film siden Op på fars hat i 1985 (953.743 billetter). Filmen nåede langt ud over det almindelige familiepublikum og fik fat på biografgængere i alle tænkelige aldre og befolkningsgrupper.
Filmen er samtidig den bedst omsættende danske biograffilm nogensinde og er ligeledes belønnet med flere Robert-priser og Bodil-nomineringer. De to bøger bag begge film er blevet bestsellere i Gyldendals hænder, har nu rundet et samlet salg på over 200.000 eksemplarer, og den første bog har modtaget Orlaprisen.
Holdet bag
Som i den første film er det Anders Matthesen selv, der har skrevet manuskriptet og instruerer TERNET NINJA 2 sammen med Thorbjørn Christoffersen. Anders Matthesen tager sig også af at indtale alle filmens stemmer med undtagelse af rollen som Aske, der indtales af Louis Næss-Schmidt og Jessica, der indtales af Emma Sehested Høegh.