Efter fascinationen for det ydre rum og andre galakser blev genfødt ved Christopher Nolans Interstellar, kan du supplere din klogskab med flere videnskabelige inputs, meget belejligt timet med dokumentar-serien Cosmos. Reelt en “fortsættelse” af en tv-dokumentar fra 1980, Cosmos: A Personal Voyage, sender videnskabsmanden Neil deGrasse Tyson os på en historisk og tematisk rejse gennem teorierne om kosmos, dets grundsten og livets oprindelse.
Men det er meget mere end stjerner og planeter. Cosmos leger med sit videnskabelige faktum at ny viden og nye teorier består af lige dele undersøgelser og lige dele fantasi. DeGrasse rejser til fremmede galakser såvel som vores Jordlige mikrokosmos med sit fantasi-rumskib, hvor alt det ikke sanselige realiseres med computerens tankekraft og videnskabens visualisering. Det er en bred spændvidde fra evolutionens langsommelighed til Jordens eksistens som en fodnote i rumtiden, såvel som det uendelige ydre kosmos til det mikroskopiske stof vi selv består af. Meget mere end foder for rum-nørderne.
Lidt drama skal der til, og DeGrasse har en teatralsk evne som en gang imellem kammer over i det lige lovligt poppede. Pædagogikken forklares med fortællekraft og animerede sekvenser, dog validt for det er komplicerede teorier, så som naturens selektion og mønstergenkendelse, der formidles ganske jordnært. Det er sikkert ikke i alles smag, men Cosmos er lysår bedre end den overdramatiserede varme luft som BBC Earth har ekspertise i.
Cosmos, anno 2014, består af fire discs med over 9 timers videnskab, og er berettiget et kig. Den amerikanske retorik kan være lidt oppustet for os beskedne danskere, men i sine bedste momenter forfører den med et velproduceret indblik i vores lille størrelse og utrolige evner.