I en kappestrid mellem Jay Lenos og Conan O’Briens Nightshow måtte TV-kanalen NBC trække i bremsen og sende den ene på gaden. Det blev Conan. Han fik en monstrøs sum penge for opsigelsen, og kunne for så vidt have trukket sig lidt tilbage, lagt sig på sofaen og skimmet renterne – i lang tid. Men efter 90 minutter i selskab med Conan O’Briens selvbiografiske dokumentarfilm, ”Conan O’Brien can’t stop”, er man ikke i tvivl om hvorfor kampgejsten ufortrødent fortsætter. Han er som et forvokset dampbarn med alle kanaler åbne, og med en livlig hjerneaktivitet som sænker trykket via komik og musik. Han kan ikke stoppe.
”Conan O’Brien can’t stop” tager fat på hans comedy tourne, efter fyringen af hans talkshow, men det er også en selvransagende roadmovie for den rødhårede ildsjæl. Det maniske kamera følger passivt den kreative proces og showets tilblivelse, tumulten backstage og rejsen mellem scenerne. Gradvist opbygges en erkendelse af personligheden bag O’Briens blege ansigt – og det er ikke altid er lige venligsindet. Mellem de komiske kommentarer til omverdenen, dukker der momentvist også en sjofel dæmon frem, som kræver en særlig støbning af sit team og som rammer hans fans lige på kanten. Nogle gange mobber han så man måber.
Det er denne kategoriske fornægtelse af den harmløse komiker der gør ”Conan O’Brien can’t stop” til en overraskende vedkommende dokumentar. Det er blot ikke et filmet komikshow, men en ærlig, bittersur dagbog fra en mand med fuldskæg, der svinger pendulet mellem utålelig og inspirerende. Et rablende tempo og kaotiske klip understreger larmen i O’Briens hoved. I enkelte tilfælde står filmen lidt i stampe, men indsigten i manden og hans ubegrænsede passion for de inderste værdier i showbusiness gør filmen til en spøjs, skæv og menneskelig oplevelse.
Billede & Lyd:
Format: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Tekst: Dansk, svensk, norsk, finsk
Ekstramateriale:
Intet.