Casino Jack

Kender du den om Jack Abramoff? Medmindre du har fulgt meget med i nyere amerikansk politik, er navnet sikkert ikke indlysende. Jack var en erfaren lobbyist der trykkede hånd med præsidenten og senatorer. Men den høje røv var hans svaghed og i 2006 blev han sendt seks år i fængsel for bedrageri og dokumentforfalskning. Hans sager i spillebranchen gav ham øgenavnet Casino Jack. Sådan – nu er du briefet.

”Casino Jack” er et politisk drama og en filmisk biografi, som også diskuterer emnet lobbyisme i almindelighed. Og gnubber lidt salt i såret på amerikanske politiske hudafskrabninger, nu vi har gejsten. Kevin Spacey træder i rollen som Abramoff – hvorvidt han gør det godt er et åbent spørgsmål. Dertil kræves mere kendskab til virkelighedens Jack. Men hans menneskelige væsen er en drivfaktor for hændelserne. Jack er alfa-han, en selvgjort vinder og universets mester. Men han er også en moralsk jøde der tilbeder sin Gud og elsker sin familie. Balancen vakler mellem usympatisk spekulant, humoristisk idealist og kærlig ægtemand. Man kan koge budskabet ind til: ”Den gode søns fald blev hans hovmod”.

Vi er i selskab forudsigelighedens aura. Filmen er åleglat og støbt efter sit formål, og har valgt at være mere biografisk end idealistisk. Problemet med lobbyismen bliver en fodnote og vi kommer ikke ind under huden på den betændte amerikanske politik. Det gør ikke filmen dårlig – blot en anelse mangelfuld. Kevin Spacey er et filmisk vakuum og en god håndværker, men virker samtidig en kende for rutineret til at have hjertet med i rollen. Det bliver nok ikke en Oscar igen. ”Casino Jack” er et lille stykke kompetencegivende historie i nyere amerikansk politik. Hverken mere eller mindre – meeeen, man kunne godt ønske sig mere.

Billede & Lyd:
Format: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital MA 5.1
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk

Ekstramateriale:
Intet.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden