Vi følger den unge Cecil Gaines, som lever sit liv som slave. Hans barske barndom leder ham i sidste ende på sporet af en bedre tilværelse, da han bliver sendt til en anden by for at tjene de hvide rigmænd. Langsomt bevæger han sig op ad rangstien, og inden længe befinder han sig midt i Det Hvide Hus. Filmen fortæller hans utrolige historie gennem sin karriere, og fortæller en interessant fortælling om racepolitik og datidens samfund.
Filmen er godt sammenklippet med en balancegang mellem de hvide og de sortes forskellige tilgange til racismepolitikken. Den er flot og velskrevet, men formår alligevel ikke at leve op til de enorme forventninger, man havde til så overdådig en historie. Men hvis man ser i gennem de store forventningshorisonter, føler man sig alligevel underholdt af det dygtige skuespil og de klassiske illustreringer af datidens samfund og udviklingen til vores moderne accept.
Man frygter lidt, at filmen vil dvæle alt for meget ved storslåede værdier og dvælende, amerikansk storhedsvanvid, men det er faktisk ganske velproportioneret. Værdierne er velovervejede i de rette doser, og selve følelsen i filmen balancerer mellem ulykke og feel-good. Scenografien er desuden rigtig imponerende, da kostumerne og omgivelserne passer perfekt til tidens æstetik. Handlingen følger en fin sammenfletning af Cecil Gaines langsommelige slid for at få indflydelse, samtidig med at man ser hans søns hårdtslående, innovative og vovemodige metoder. Det giver en fin lille ping-pong-effekt mellem to former for reaktioner på raceadskillelsen.
Skuespillet er ikke Oscar-værdigt, men der er alligevel nogle formidable præstationer iblandt den enorme rolleliste af ret så anerkendte skuespillere. Her skal mest af alt fremhæves Cuba Gooding, Jr., som med sit frisindede attitude og perverse jokes leverer et solidt afbræk i filmens ulykkelige stemning. Forrest Whitaker leverer også en solid præstation i hovedrollen, men man havde forventet mere dybde og indlevelse, hvis filmen skulle have en chance ved årets Oscar-uddeling. Oprah Winfrey derimod burde holde sig til sit talkshow, da han leverer en ret mekanisk og kedelige præstation.
Filmen er klippet sammen med en masse musik og montager, hvilket hurtigt og interessant skildrer de små detaljer, som filmen ikke behøves at gå i dybden med. Generelt er filmen meget velovervejet og gennemarbejdet, og overrasker faktisk på rigtig mange punkter. Man føler sig uden tvivl underholdt af denne omfangsrige fortælling, men når mange havde forventet denne ved Oscar-showet, så er der kun en ting, man kan komme i tanke om – den er simpelthen bare ikke god nok. Den fortæller en gribende historie, men står helt og aldeles bag lyset i forhold til f.eks. 12 Years a Slave, som Steve McQueen lavede i dette år.
Samlet set er The Butler faktisk en ret underholdende film, hvis man kigger bort fra de utroligt høje forventninger til selve produktionen. Filmen sejler dog lidt i skuespillet i forhold til prisuddelinger, men konceptet holder alligevel vand i sidste ende. Historisk set er handlingen rigtig spændende, og filmen er generelt meget underholdende – ikke som forventet, men underholdende.
Karakter:
4 ud af 6