Bobby Fischer Against The World

Bobby Fischer var en sær mand. Ingen tvivl om det. Amerikaneren der levede skak, er sidenhen gået hen og blevet en legende indenfor spillet. Ikke kun fordi han blev verdensmester på det mest kritiske tidspunkt mod en russer i den kolde krig, men især også pga. hans utallige særheder. Alene under verdensmesterskabet i Island, skete så mange sære ting, at disse spil er gået hen og blevet de mest mindeværdige i skakkens historie. Til at starte med dukkede Fischer ikke op, da han efter sigende fandt Island et upassende sted at spille. Så tabte han første kamp. Derefter dukkede han pludselig op, men var åbenbart distraheret af kameraerne der filmende, og tabte næste kamp pga. et træk, som selv en nybegynder kunne have gjort bedre. Efter flere diskussioner med arrangøren blev kameraerne rykket rundt, et enkelt spil foregik endda i et helt andet rum uden kameraer, og pludselig begyndte Fischer at vinde. Han spillede i denne turnering sit livs spil, og foretog en masse utraditionelle træk, og er sidenhen blevet kaldt genial af god grund. Særhederne stopper dog ikke her, da han pga. politik pludselig ikke længere er velkommen i sit hjemland, og igennem en længere periode stod uden asyl. Heldigvis havde han mange millioner, som han havde vundet i en skakturnering at leve for, og han blev først fundet da han hånede USA efter terroraktionen d. 11. september. Her satte George Bush sig for, at få Fischer ned med nakken, men det blev så Island, der endte med at redde ham og give ham asyl. Bobby Fischer døde som en sær, fjendtlig og isoleret mand i 2008. Filmen her kommer godt rundt om de ovennævnte begivenheder, og tager udgangspunkt i Bobby Fischer som menneske.

”Bobby Fischer Against The World” er en forholdsvist ukritisk og objektiv kronologisk skildring af en muligvis meget misforstået skæbne. Som Bobby Fischer selv siger i løbet af filmen, er han ikke et skakgeni, men et geni der tilfældigvis spiller skak, og selvom det bliver sagt sent i livet, hvor hans særheder har overtaget ham fuldstændig, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Genier har det ofte med at være sære, og ikke rigtigt passe ind i sociale sammenhænge eller samfund, og det er Fischer om noget et endegyldigt bevis på. Hans måde at tænke nyt på i et spil, hvor stort set alle træk i forvejen er prøvet, er intet mindre end fantastisk. Selvom man hverken har interesse eller forståelse for spillet, bør man i den grad beundre, hvad manden har opnået. Netop pga. hans spil og senere hen skriverier, har han gjort spillet til hvermandseje i den vestlige verden, og hans bestseller er stadig den mest solgte bog om spillet.

Filmen giver et kort indblik i Bobby Fischers barndom og familie, som giver en glimrende forståelse af mandens senere udvikling. Igennem en række optagelser, bliver hans skæbne nærmest fra starten af fastlås, og selvom hovedparten af filmen følger Bobby Fischer i hans storhedstid, er det prologen og epilogen der sætter tankerne rigtigt i gang. I epilogen får man konsekvensen af mandens valg serveret, og disse bliver skildret på en tvetydig måde, så man nærmest subjektivt kan få hvad som helst ud af filmen. ”Bobby Fischer Against The World” er en glimrende dokumentarfilm, der er ligeså underholdende som den er dybsindig, og det er en sjældenhed i filmens verden. Instruktøren Liz Garbus har med nøje nøjagtighed ramt en tone og en stemning, som fortsætter igennem dette værk, og dermed skrevet sig godt og grundigt ind i min hukommelse, når hun senere i år udgiver en film om Marilyn Monroe. Spinder hun et ligeså interessant værk sammen der, er der ikke længe til, at hun endelig ender med den anerkendelse, hun nu engang fortjener.

Billede & Lyd

Billedet består hovedsageligt af en række gamle optagelser og nye interviews, og er naturligvis derfor meget svingende i kvalitet. Der er dog en rød tråd igennem filmen rent teknisk, der skaber nogle glidende overgange imellem kvaliteten af billedet, og bibeholder et lydniveau og en lydkvalitet, der er ret ens hele vejen igennem. Det er ikke direkte imponerende, men det er bestemt tilfredsstillende.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.

Konklusion

Selvom dette er en film om en skakmester, bør det være en film for de fleste. Filmen handler mindst ligeså meget om en tragisk skæbne for et geni, og det bør appellere til de fleste. ”Bobby Fischer Against The World” er en lille perle i dokumentarens verden, hvor der leveres rigeligt af underholdning samt stof til eftertanke. Billede og lydkvaliteten på denne udgivelse er ganske tilfredsstillende trods en blanding af gamle og nye optagelser, men desværre er der ikke blevet plads til noget ekstramateriale, som ellers ville have pyntet udgivelsen godt.

[youtube id=”5sWuhpsG2aU” width=”600″ height=”350″]

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden