Anders Thomas Jensens og Zentropas RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE er kommet galoperende flot fra start i biograferne! Efter fantastiske anmeldelser over hele linjen og fem og seks stjerner i samtlige toneangivende medier på premieredagen i torsdags, har danskerne i helt usædvanlig grad nærmest stormløbet de danske biografer. I premiereweekenden torsdag til søndag har Anders Thomas Jensens femte spillefilm solgt imponerende 125.887 biografbilletter, hvilket giver den titlen som årets største premiereweekend i de danske biografer og den bedste premiereweekend for en dansk film siden Ternet Ninja i december 2018. Inklusive snigpremierebilletter har RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE allerede solgt 150.486 billetter. Resultatet er samtidig Anders Thomas Jensens bedste premiereweekend til dato. Hans eksisterende rekord var Mænd og høns, som i sin premiereweekend solgte 91.326 billetter i 2015.
Hos filmens distributør Nordisk Film Distribution er der stor glæde over resultatet. Market Director Frederik Honore udtaler:
– Vi lavede et sats ved at fremrykke filmens premiere med fem uger, men det er helt tydeligt nu, at beslutningen har været rigtig. Danskerne har været helt klar til RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE. Og den har klaret sig langt bedre, end vi havde turdet håbe på. Vi drømte om, at vi kunne nå 91.000 solgte billetter i premiereweekenden, fordi vi så ville slå Anders Thomas Jensens hidtil bedste premiereweekend. Men at den så laver 38% mere end den, er ganske enkelt helt vildt. Over hele landet har der været fyldt godt op i biograferne, men heldigvis er der masser af kapacitet, så det hungrende danske biografpublikum skal ikke tøve med at købe billetter. Og da word-of-mouth på filmen er helt suverænt, forventer vi, at rigtig mange danskere vil se filmen i løbet af den kommende tid.
Zentropas vanvittige efterår
Det danske biografmarked er et af de markeder i hele verden, der har klaret sig rigtig flot igennem coronakrisen her i efteråret. Det skyldes ikke mindst Zentropa. Siden premieren den 24. september har Thomas Vinterbergs Druk solgt 771.000 billetter, og når man lægger de 150.000 billetter for RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE oven i, har Zentropa på blot to måneder solgt 920.000 biografbilletter. Det svarer til mere end en fjerdedel af de 3,477 mio. biografbilletter, der blev solgt til danske film herhjemme i 2019.
Producer på RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE (og Druk), Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa, udtaler:
– Både Anders Thomas Jensen og alle os på Zentropa er lykkelige for premiereweekenden. Det er første gang, vi arbejder sammen med Anders Thomas i sin egenskab af instruktør, og vi er stolte over, at biografpublikummet tager så utrolig flot imod filmen. Vi synes, det er fantastisk, at det danske publikum er så klar på at gå i biografen i disse tider, og vi glæder os over, at vi har fået skabt en film som både anmeldere og almindelige danskere er enige om er en tur i biffen værd.