Så er Jackass-drengene tilbage. Eller rettere sagt: Jackass-drengen. Denne gang er det nemlig kun Johnny Knoxville, som er vendt tilbage for flere pinlige og grænseoverskridende stunts. Jeff Tremaine, manden bag alle ”Jackass”-filmene, er i instruktørstolen på filmen, som i stedet for ”Jackass 4” hedder ”Bad Grandpa”. Og det giver meget god mening, for denne film tager kun udgangspunkt i Knoxvilles gamle sketch, hvor han ved hjælp af sin stive krop, rustne stemme og ikke mindst troværdige makeup laver alle mulige tossede numre med tilfældige mennesker i det offentlige rum. I modsætning til ”Jackass”-filmene, som blot præsenterede den ene sketch efter den anden, så har ”Bad Grandpa” et plot. Jovist, her er også en del stunts og sketches, som i mange tilfælde er filmet med skjult kamera, men ud over dem fortæller filmen om forholdet mellem en bedstefar og hans barnebarn. Her er en start, en midte og en slutning. Som fan af ”Jackass”-serien forekom tanken om en film som ”Bad Grandpa” mig ikke megaspændende. Knoxville har bevist op til flere gange, at denne karakter er morsom, men kun i korte sketches med en varighed på få minutter. Er det muligt for den slemme morfar at holde smilebåndet aktivt i halvanden time? Ikke helt, men alligevel er ”Bad Grandpa” noget bedre, end den burde have været.
86-årige Irving Zisman er på et klassisk road trip tværs over USA med sit 8-årige barnebarn Billy. Desværre mangler Irving fuldstændig evnerne til at være et ansvarsfuldt forbillede for den lille dreng, og Billy er ligeledes med på den absolut værste. Turen kommer til at indeholde flere absurde og grænseoverskridende scenarier fanget på skjult kamera foran almindelige mennesker, der ikke aner, at de medvirker i skabelsen af en film. ”Borat” opfandt i 2006, hvad jeg vil kalde for doku-komedien, og selv om genren måske ikke føles lige så frisk i dag, så kan man ikke komme uden om, at det altid er morsomt at se folks vidt forskellige reaktioner på den ene bizarre event efter den anden.
Selvom der er et handlingsforløb i ”Bad Grandpa”, så føles det stadig som endnu en ”Jackass”-film, for man glemmer ofte, at der rent faktisk er noget på spil. Filmens egentlige hovedrolle er alle de skøre scenarier, som USA’s befolkning bliver udsat for, og det er også det, man husker allerbedst, så snart rulleteksterne kører henover skærmen. Det er vist også disse scenarier, som manuskriptforfatterne har lagt mest hjerte i, for selve historien er naturligvis ikke spor original. Det ved filmen heldigvis udmærket godt, og den gør ofte grin med road trip-genren og alle de klichéer, som følger med. Det største minus ved denne slags raunchy komedier er ofte, at de i tredje akt sødmer lidt op og prøver at give publikum et lille budskab med på vejen. Det kan tit spolere en hel film, da den slags bestemt ikke hører inde under genren. Hvis man beslutter sig for at lave en raunchy komedie, så skal den være raunchy hele vejen igennem! Og det er ”Bad Grandpa” i den grad. Den overvurderer ikke sig selv og glemmer aldrig, hvad den er.
Johnny Knoxville er endnu engang i sit es. Den mand elsker sit job så højt, og nogle gange kan det være svært at forstå hvorfor. Der er bl.a. en scene, hvor hans ædle dele sidder fast i en automat. Man kan undre sig over hvorfor, men han er i hvert fald havnet i en situation, som han ikke selv er i stand til at komme ud af. Derfor må han råbe efter hjælp og tage fat i tilfældige mennesker, som går forbi. Det lyder måske tamt, men selve udførelsen af scenen sidder lige i skabet, og Knoxville brænder så meget for sit arbejde, at det virkelig smitter af på én. Makeuppen, som oven i købet scorede sig en Oscar-nominering, samt Knoxvilles bevægelser, kropssprog og mimik gør den 86-årige Irving så troværdig, at man ofte glemmer, at en 43-årig mand gemmer sig bag det hele. Irvings barnebarn, Billy, spilles af Jackson Nicoll, og efter ”Bad Grandpa” ser hans fremtid lovende ud. Gud må vide, hvordan en lille knægt på den alder er i stand til at holde masken og være troværdig under indspilningen af en film som ”Bad Grandpa”. Han har et meget større talent, end en dreng på hans alder burde have. Det er næsten skræmmende, men ikke desto mindre et gigantisk plus for filmen. I et interview fortalte instruktøren endda, at de i mange tilfælde blev nødt til at stoppe scenen, fordi Nicoll simpelthen blev for grænseoverskridende. Knoxville og Nicoll har desuden en fremragende kemi, hvilket gør, at man konstant føler sig i godt selskab. Filmen indeholder egentlig ikke nogle store missere. Jovist, alle scenarier og sketches er ikke lige vellykkede, men når en film fyrer jokes af flere gange i minuttet, kan man heller ikke forvente, at allesammen rammer plet. Jeg gik ind med lave forventninger, men filmen fik for det meste skovlen under mig. Den fik mig til at grine op til flere gange, og i sidste ende er det jo filmens eneste hensigt. Det er ikke stor filmkunst, og der er så godt som intet stof til eftertanke. Men det at være sjov er såmænd heller ikke nemt. Nogle af verdens dårligste film befinder sig i komediegenren. ”Bad Grandpa” er måske en dum komedie, men det er ikke desto mindre en god, sjov og underholdende dum komedie.
Billede og lyd
Billedformat: 1.78:1 Widescreen. BD-udgivelsen af ”Bad Grandpa” byder på et rigtig flot transfer. Farverne er klare og naturlige og der er ikke skyggen af støv eller andre digitale forstyrrelser.
Lydformat: 5. 1 DTS-HD Master Audio. Der er heller ikke meget at påpege ved lydsiden. Både lyden og musikken kommer klart igennem, uden at være helt fantastisk.
Ekstramateriale
BD-udgivelsen af ”Bad Grandpa” indeholder en god sjat virkeligt underholdende ekstramateriale. En meget morsom feaurette går bag scenerne på nogle af filmens højdepunkter, og afslører hvordan situationerne blev planlagt, og viser hvad der skete, så så snart scenerne stoppede. Så er der en god håndfuld slettede scener som er ganske underholdende, men som forståeligt nok er klippet fra, da det nok havde puttet selve filmen en smule ned i gear. Det lyder måske ikke af meget, men ekstramaterialet strækker sig faktisk over en god time og er underholdende og velproduceret over hele linjen.
Konklusion
Det er enkelt nok. Er du fan af ”Jackass”, vil ”Bad Grandpa” garanteret falde i din smag. Ingrediensen er de samme, men smagen er alligevel lidt anderledes. Filmen virker aldrig som en gentagelse, og indeholder nok overraskelser og spøjse idéer, til at kunne underholde på højt plan. Filmen ser lækker ud i HD, og hvis man vil have mere efter rulleteksterne har kørt henover skærmen, byder udgivelsen heldigvis på 1 times sjov og ballade af samme kaliber.