Baby Driver

Edgar Wright er i sandhed en af de dygtigste nulevende instruktører vi har i dag. Hans karriere blev for alvor kickstartet med den hylende morsomme ”Shaun of the Dead” fra 2004, som viste sig at være det første kapitel i hans populære ”The Cornetto Trilogy”, som senere hen blev afsluttet med henholdsvis ”Hot Fuzz” og ”The World’s End”. Udover det sørgede han også for at bringe comicbook-serien om Scott Pilgrim til livs med den stilistiske ”Scott Pilgrim mod verden”. Han skulle oprindeligt også have stået bag Marvels ”Ant-Man”, men pga. uenigheder med producerne droppede han ud af projektet, og kastede sig i stedet over ”Baby Driver”, som havde dansk premiere tidligere på året og som for nyligt landede på Blu-ray.

”Baby Driver” følger en ung flugtbilist, der går under dæknavnet Baby (Ansel Elgort). Han arbejder for den kriminelle Doc (Kevin Spacey), som sender ham på forskellige røverier med forbryderne Buddy (Jon Hamm), Darling (Eiza González) og Bats (Jamie Foxx). En dag møder han den smukke Debora (Lily James), og de bliver forelskede med det samme. Men bedst som Baby tror, at det er slut med den kriminelle levevej, så afpresser chefen ham til en sidste tur bag rattet, og det går ikke helt som forventet…

På mange punkter minder ”Baby Driver” om danske Nicolas Winding Refns ”Drive”. Begge film har en ikke særlig snakkesalig karakter i hovedrollen som er et geni bag rettet, men som bruger denne evne til at hjælpe kriminelle med at slippe afsted efter at have begået røverier. Hovedkarakteren falder for en sød og uskyldig pige, musik spiller en stor rolle i begge film, og ja, ordet ”Drive” er at finde i begge titler. Men så slutter sammenligningerne også lige der(!), og når alt kommer til alt, har vi faktisk med to vidt forskellige film at gøre. Det er nemlig sådan at ”Baby Driver” er hylende morsom og pokkers stilet – på en helt anden måde en ”Drive” var det.

Det er efterhånden sjældent at man ser en film, hvor man konstant bliver mindet om, at en givende instruktør har stået bag. Tarantino har i den grad sin egen signature-style, men på trods af at Wright blot har instrueret en håndfuld af film, så er der ingen tvivl om hvilket selskab man er i, når karakteren Baby i åbningsscenen, som er filmet i ÉT skud, danser igennem gaderne til The Jon Spencer Blues Explosions ”Bellbottoms”, fuldstændig uden at se sig for, men som på mirakuløst vis ikke kommer til skade, i takt med at sangteksterne dukker op i form af easter eggs på butiksvinduer, på fortovet, kørende biler osv. Smukt!

”Baby Driver” har et hamrende godt soundtrack og byder på et væld af fremragende actionsekvenser. Ansel Elgort leverer en fin indsats i hovedrollen og resten af det omfattende cast brillerer ligeså. Især Jamie Foxx vælter kegler i rollen som en højtråbende forbryder, der pisser højt og helligt på alt. Det kan diskuteres om hvorvidt slutningen kammer en smule over eller ej, men dette ændrer ikke på, at ”Baby Driver” er en film som ikke bør misses. ”The Fast and the Furious”-franchisen kan godt gå hjem!

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i Ultra HD Widecreen 2160p. Transferet til filmen vanvittigt detaljerigt. Billedet er knivskarpt og transferets tekstur er lige så imponerende som de smukke farver. Kontrasten er solid og der forekommer ingen form af utilsigtede støvkorn.

Lydformatet er præsenteret i 5.1 DTS-HD Master Audio. Hver eneste lydeffekt, hver eneste replik og hver eneste tone i filmens sublime soundtrack kommer klokkeklart igennem. Musikken folder sig godt ud i højtalerne, panoreringen er upåklagelig og filmen er fyldt med lækre auditive detaljer.


Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”Baby Driver” indeholder hele seks velproducerede minidokumentarer ved navn “Mozart in a Go-Kart: Ansel Drives”, “Animatics”, “Find Something Funky on There: The Choreography”, “That’s my Baby: Edgar Wright” og “I Need a Killer Track: The Music”. Udover det indeholder disken også en håndfuld forlængede og slettede scener. 

Konklusion

Edgar Wright har gjort det igen. ”Baby Driver” er en smuk kombination af seje billeder og skøn musik og byder på et væld af over-the-top-præstationer fra et veloplagt cast. Filmen ser og lyder fantastisk på Blu-ray og indeholder en masse velproduceret ekstramateriale.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden