Som en serie af tyggegummi med forskellige smagsvarianter, er der altid et aktuelt gyser-brand som gumles af yngre biografgængere. Og så er der brandets bagmanden med kikkertsigtet stillet skarpt på rentable markeder og kompetente budgetter. Instruktør og producent Justin Wan havde skræmt os gennem et lille årti med årlige udgivelser af Saw, indtil franchisen og tortur-på-repeat måske viste tegn på metaltræthed. Det var tid til noget nyt – og tilpas billigt. Wan skabte et lille gyser-univers i The Conjuring-franchisen med en collage af artefakter fra genrens ABC. Dæmoner, hvileløse sjæle, kristne symboler, børn, babysitters og ikke mindst skræmmende legetøj. Myten om den dæmoniske dukke, Annabelle, stammer fra samme univers, og har været så stilsikkert et ikon, at hun har været dæmonernes radiosender gennem tre film.
Man skal have set en håndfuld øvrige film, hvis filmens patchwork at personer og referencer skal give mening – eller man kan bare se dem som et selvstændigt hjørne af en større historie. Lorraine og Ed Warren er to eksperter i det okkulte, som får overdraget dukken til deres varetægt og forseglet hendes ondskab i en montre i kælderen. Og så efterlader de deres datter sammen med babysitteren, i et hus godt ladet op med negativ energi fra kælderen. Veninden kommer forbi, dukken lokker, uheldet opstår så forseglingen bliver brudt, og huset forvandles til et gotisk mareridt for de tre umyndige stakler. Du kender sikkert rutinen.
Annabelle Comes Home danser let udenom sin værste faldgrube ved at skrue ned for det skematiske jump scare-porno, som efterhånden kendetegner genren, og i stedet indstiller sit fokus på mytens ophav og historiens udvikling. Mærk efter og du vil måske fornemme en instruktør som, trods begrænsede midler og krav fra topledelsen, har lagt et modent hjerte i produktionen. Uhyggen kommer ikke til at overskygge historiens rolle. Dog med risiko for at skuffe nyere fans som måler filmens kvalitet udefra pigeskrig i teenageværelset. Instruktør Gary Dauberman vil tydeligvis hellere arbejde kreativt med den mytologiske kvalitet der efterhånden ligger bag den dæmoniske dukke, frem for at bejle for fans og overgå forrige chok-o-meter.
Gode, gyselige intentioner kan alligevel ikke skjule et stramt budget, for historiens rammer er smalle og lader hovedparten foregår i samme hus med de samme tre personer. Filmholdet bruger dybden fra mørke korridorer og gotiske kældre til at kompenserer for begrænsningen, men det lykkedes kun halvt. Et hus kan være en effektiv, omklamrende, klaustrofobisk gyser-scene hvis etableringen foregår korrekt, for eksempelvis excelleret i Poltergeist, The Strangers eller The Others. Huset i Annabelle mangler personlighed og bedre brug af rekvisitterne til at blive andet end en kedelig kliché med blomstret tapet og mørkbejdset trægulv.
Sidestillet med øvrige film fra The Conjuring er Annabelle Comes Home godkendt på baggrund af vellidt fantasi og mindre uhygge. Det stråler gennem sprækkerne af et potentiale, som kunne være eksekveret bedre, hvis de bare havde haft mere rutinerede teknikere og flere sedler mellem hænderne. De indbyggede begrænsninger bremser udfoldelsen, så dukkens tredje akt lander middelmådigt, men hvis man er fan af franchisen, så er serveringen helt sikkert tilfredsstillende og klar til flere skræmmefilm.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en lille håndfuld making-of film, som er behageligt indsigtsfulde og understøtter holdets hjerte i filmproduktionen.