2019 var et glimrende år for Brad Pitt. Ikke nok med at han omsider vandt en Oscar for bedste skuespiller med sin sprøde rolle i Quentin Tarantinos ”Once Upon a Time in Hollywood”, så havde han også hovedrollen i James Grays udmærkede rumepos ”Ad Astra”. Filmen når ikke helt samme niveau som nyere rumfilm som fx ”Interstellar”, ”Gravity” og ”The Martian”, men her er stadig tale om en film, der på den visuelle front er helt og aldeles fabelagtig og som på historiefronten er helt udmærket.
Science-fiction-filmen ”Ad Astra” foregår i en nær fremtid, hvor astronauten Roy McBride sendes på en tophemmelig rummission for at finde frem til sandheden om sin egen far. Faren forsvandt 30 år tidligere på en ekspedition, der skulle bevise eksistensen af udenjordisk liv. Nu er der tegn på, at faren stadig er i live, men desværre ser legendens tilbagevenden ud til at true jordens fremtid.
Hvis man blev helt høj af Pitts løjerlige rolle i ”Once Upon a Time in Hollywood” og investerede i en billet til ”Ad Astra” måneden efter for mere af den slags, så forventer jeg, at man er blevet strengt skuffet. Hans rolle som den kække og karismatiske stuntmand i førstnævnte, kan nemlig ikke være meget anderledes end rollen som den rolige og stålsatte astronaut, der vækker minder om Ryan Goslings rolle i ”Drive”. Han er en mand af få ord, men Pitt har lige akkurat vidst, hvordan denne minimalistiske rolle skulle spilles. Han er en fornøjelse at overvære hele filmen igennem og Pitt beviser atter engang, hvorfor han er en af tidens bedste mandlige skuespillere.
Som film minder ”Ad Astra” meget om vores helt. Her er tale om en film, som i den grad giver sig god tid. Her er ingen hastværk. Selv når filmen byder på action, så er det ikke hæsblæsende på samme måde som ”Interstellar” og ”Gravity” var det. Det er tydeligt at Gray har været langt mere optaget af at fortælle en hjertegribende historie omkring båndet mellem forælder og barn. Filmen fremstår aldrig sentimental – til tider føles den endda en smule kold og dyster, hvilket jeg kan forestille mig, vil falde i dårlig smag hos nogen. Det kunne godt have pyntet filmen, hvis følelserne sad en smule mere ude på tøjet, men for det meste holder Gray fokus og har med ”Ad Astra” skabt en film, som bør ses og nydes af alle med en lille astronaut i maven.
Billede og lyd
Billedformatet er præsenteret i HD 1080p Widescreen (2.39:1). ”Ad Astra” ser formidabel ud i HD. Gennem hele filmen har billedet en god dybde med en klar afstand mellem elementerne bag-, mellem- og forgrunden.
Billedsiden er knivskarp hele vejen igennem, detaljerigdommen er konstant enorm og de forskellige nuancer gengives perfekt. Kontrasten er solid og der opstår hverken snavs eller edge-enchancement. Lydformatet er præsenteret i DTS HD – Master Audio 7.1. Lydsporet er lige så fejlfrit og de fremragende lydeffekter får ofte gulvet t il at vibrere. Panoreringerne fungerer fortrinligt, og hverken filmens musik eller skuespillerne replikker overdøves.
Ekstramateriale
Blu-ray-udgivelsen af ”Ad Astra” indeholder fem minidokumentarer ved navn ”To the Stars”, ”A Man Named Roy”, ”The Crew of the Cepheus”, ”The Art of Ad Astra” og “Reach for the Stars”, som allesammen er med til at give et dybdeborende indblik og skabelsen af filmen. Derudover indeholder disken også nogle slettede scener samt et kommentarspor indtalt af James Gray.
Konklusion
Visuelt er ”Ad Astra” er en af de flotteste film i sin genre. Den er vild og overdådigt fascinerende at se på. Fortællermæssigt når den aldrig samme niveau, da filmen er en smule mere kold og dyster end den havde behøvet at være. Pitt vælter dog kegler i hovedrollen, hvilket i den grad gør ”Ad Astra” til en seværdighed. Blu-ray-udgivelsen af filmen er spot on. Billed- og lydsiden sidder lige i skabet og disken byder på en masse velproduceret ekstramateriale.