Hvert år fejrer CPH PIX lanceringen af programavisen med en særlig filmvisning. Når programavisen i år udkommer onsdag den 11. marts bliver det med forpremieren på Roy Anderssons ‘En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’, der samtidig afslutter den svenske mesterinstruktørs trilogi om at være menneske. Andersson vil selv være til stede på aftenen for at introducere filmen og møde publikum.
Onsdag den 11. marts viser vi den hæderkronede svenske instruktør Roy Anderssons ‘En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’ med introduktion af Andersson selv. Filmen vandt den prestigefyldte Guldløve ved filmfestivalen i Venedig sidste år og afrunder efter 14 år Anderssons trilogi. Ligesom sine to forgængere, ‘Sange fra anden sal’ (2000) og ‘Du levende’ (2007), portrættere filmen menneskets liv i velfærdsstaten.
Et portræt af det moderne svenske liv
I Roy Anderssons seneste film ‘En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’ møder vi to forretningsrejsende, der har kufferten fyldt med spøg og skæmt-artikler. “Vi vil gerne have, at folk har det sjovt,” siger de, men selv ligner de døden fra Lübeck med deres hvidmalede ansigter.
Som i gennembrudsfilmen ‘Sange fra anden sal’ arbejder Andersson i fantastiske tableauer, der etablerer et egenartet univers, hvor publikum må erkende, at det er synd for menneskene. Det hele lyder dystert, men samtidig må vi (heldigvis) grine højt og længe af, hvor tosset vi tobenede væsener gebærder os i det gennemkontrollerede og ikke vildt humane velfærdssamfund, vi har nedkaldt over os selv.
Man behøver dog ikke at have set de første to film i trilogien for at blive slået bagover af Anderssons absurde og humoristiske portræt af det moderne svenske liv.
Program launch + ‘En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’ med introduktion af Roy Andersson i Grand Teatret onsdag den 11. marts kl. 19.00.
Hele programmet for PIX’15 kan ses på cphpix.dk. fra d. 11. marts 2015.