Juleunderholdningen er officielt sikret for hele familien i år. Den 19. november 2020 er der biografpremiere på MALOUS JUL, en original dansk julespillefilm. Holdet bag optager filmen lige nu i Syddjurs og omegn.
Handlingen
Den trodsige pige MALOU kommer i familiepleje hos juleglade BIBI og LEIF på en lille ø. Malou hader både julen og øen, og får hjælp af gårdnissen NILS til at lave ballade, så hun kan blive sendt væk fra øen igen. Men Malou ændrer mening, da hun oplever at blive både set og omfavnet af Bibi og Leif, hvilket leder hende til at opdage nye positive sider af sig selv. Men pagten med nissen kan ikke ændres, så Malou skal nu overbevise sin nye plejefamilie om, at de kan stole på hende. Noget hun aldrig har prøvet før.
Holdet bag
MALOUS JUL er instrueret af Claus Bjerre, som tidligere har stået bag seks af de bedst sælgende FAR TIL FIRE-film og tv-serien KARRUSEL. Manuskriptet er skrevet af Claus Bjerre og Frederik Meldal Nørgaard.
Filmen produceres af Ja Film, som har 20 års erfaring som animationsstudie. MALOUS JUL er det aarhusianske produktionsselskabs debut som live-action producent. Ja Film har tidligere produceret bl.a. tv-serien og filmen om ”Vitello”, som havde stor succes på DR og i de danske biografer.
”Som animationsproducent er det rigtig spændende at prøve kræfter med live-action formatet. Selvom filmen rummer en del visuelle effekter, er det på mange måder en helt anden verden. Og så er det dejligt som jysk producent at være en del af den spændende udvikling, der sker i det vestdanske i disse år,” udtaler Anders Berthelsen fra Ja Film.
MALOUS JUL er primært optaget på forskellige locations i Syddjurs Kommune.
Rolleliste
Nils: Lars Ranthe
Malou: Karla Lindkvist
Leif: Ulver Skuli Abildgaard
Bibi: Jytte Kvinesdal