Det er godt femten år siden at de første 24 afsnit rullede over skærmen, særligt løftet af konceptet om en real time handling der udspilles en-til-en med sendetiden. Sådan næsten da. For der var også gjort plads til reklamepauser som historien brugte på kedelig transporttid. Seriens ankerpunkt er Keifer Sutherland, sikkert mere omtalt på løberen som hans mest kraftige synonym: Jack Bauer. En mand som forlængst burde være omkommet alene af de stress-symptomer han udsættes for.
Den standhaftige serie har overlevet frem til i dag, dog med mindre fokus i et ændret marked for tv-serier, hvor filmiske kvaliteter med ingen reklamepauser øger konkurrencesituationen for Bauer. Tilmeld i samme genre for udenrigspolitiske thrillers har Homeland taget en bid af kagen, så Bauers trumfkort i 24 er, at stramme støvlerne og gå langt over kanten af det troværdige til ære for underholdningsfaktoren.
24: Live Another Day er en “halv sæson” af 12 afsnit der repræsenterer 12 timer i London med en håndfuld svævende droner over sig, styret af en uortodoks terrorist med et udestående overfor USAs præsident. Som tilfældet altid er med 24, kan man ikke genfortælle den mindste sætning fra historien uden at ødelægge oplevelsen. Det mest forventelige i 24 er de utallige krumspring skabt af hamstere, dobbeltagenter og embedsmænd med hemmelige planer. Måske så forventeligt at hærdere seere ikke længere overraskes.
Skulle 24: Live Another Day være noget specielt? En episk sæson hævet langt over tidligere bedrifter? Ikke tilfældet for en serie-franchise, som har klamret sig til sit real-time koncept og Bauers overmenneskelige identitet, men har ikke fornyet sig bemærkelsesværdigt. De tolv timers koldsved i London har rigeligt med action, tempo og CGI animerede eksplosioner, men serien halter både i innovation og sjæl. Tolv afsnit er dog en overkommelige dessert for standhaftige fans af 24 og en harmløs omgang underholdning, men tiden Jack Bauers otium er tæt på.