Advarsel: Du vil ikke læse om dårlige one-liners, platte karakterer, kedelige klicheer eller tomhjernet action i denne anmeldelse. Lige siden Rob Cohens første lancering af tilbedelsen til motorguderne har denne anmelder behandlet franchisen med fortjent respekt såvel som konstruktiv kritik. Første film var en parodisk, multikulturel ungdomsfilm med evolutionspsykologiske perspektiveringer som ramte en uventet nerve i mainstream-markedet. Derefter et par skråsikre forsøg på at føde en ny franchise, indtil bil-banden rejste til Brasilien og fandt nye retninger i Fast Five. Fuld fart væk fra fra ungdomsfilmens domæne, mod en testeron-pumpet blanding af Oceans 11, Mission Impossible og James Bond. Franchisen har haft sine up’s and down’s mod målet på 10 film, også præget af Paul Walkers død i 2013 som yndefuldt udfasede ham fra serien, men motoren havde flere kilometer i sig, så Toretto og teamet skifter til ottende gear.
Det er instruktør F. Gary Gray som har sat sig i førersædet for at bringe rejsen videre. Straight Outta Compton præsenterede hans evne i håndtering af store filmproduktioner, men også en mangel på realistiske karakterbeskrivelser – måske derfor virkede han som et selverklæret godt valg til det ottende ensemble. Det er jo ikke ligefrem dyb psykologi som gør Fast & Furious tiltrækkende. Desuden har Gary tidligere profileret sig med kompetente biljagter i The Italian Job, så han fik det hidtil største budget til en Fast & Furious film: 250 millioner dollars – plus det løse.
Føljetonen manifesterer sig som en maskulin opførsel af en gigantisk sæbeopera. Hele gildet fodres af gamle spøgelser som vender tilbage, uforudsete tråde til fortiden, klassiske cliffhangers og lag på lag. Manuskriptforfatterne har en opfindsom fest i at genbruge gammelt fanmateriale på nye måder. Toretto og Letty nød ellers ferien i Cuba, men en hidtil ukendt dukkefører eksponerer sig og viser noget til Toretto, som får alfa-handen til at trække sig løs fra teamet og gøre tossede ting. Den indre splittelse driver historien fremad gennem de internationale scener som serien er berømt for: Cuba, New York og Rusland. Alt imens husker Gary Gray at brug bilerne i nærkamp med storstilet opfindsomhed og lade den autentiske følelse gennemtrænge actionscenerne så computergrafikken aldrig dominerer. Selv i seriens ottende sæson kan man stadig tabe kæben over den brunstige bil-ballet.
Hidtil første runde med Fast & Furious uden Paul Walker bag rattet har på ingen måde mistet feltets momentum. Instruktør Gary Gray (sammen med et trecifret millionbeløb) tager opgaven både seriøst og ambitiøst. Han formår at bruge actionscenerne konstruktivt, så den simple historie stadig udvikler sig mens baghjulene hviner, og hver gang selvhøjtidelighedens patos truer, kommer tungen i kinden og gør filmen til en uforpligtende drengeleg. Det er ikke avant garde eller Aronofsky men storstilet mainstream der dyrker den energiudladning som opstår når 2000 hestekræfter ramler mod hinanden. Larmen eksekveres med tilpas kontrol, og den selvfede parodi blødgører musklerne. Fans af franchisen vil ikke blive skuffede.
Ekstramateriale:
Husk også at se ekstramaterialet bagefter, som er en blanding af promoverende featurettes om filmens tilblivelse. Her ser man nemlig hvor mange af filmens stunts og flyvende biler faktisk er optaget reelt uden CGI, og hvor storstilede optagelserne var. Så imponeres man igen.