”10 Timer til Paradis” vinder Sundance Pris for Bedste instruktør

Instruktør Mads Matthiesen har modtaget prisen som Bedste Instruktør på Sundance Film Festival for sin spillefilmsdebut ”10 Timer til Paradis”, som fik premiere i de danske biografer i torsdags. Det er første gang nogensinde, at en dansk instruktør modtager prisen for Bedste Instruktør på Sundance Film Festival.

Mads Matthiesens spillefilmsdebut ”10 Timer til Paradis”, som i øjeblikket er biografaktuel over hele landet, var nomineret i kategorien World Cinema Dramatic Competition, og instruktøren er nu kåret som årets bedste. Instruktører som bl.a. Lars Von Trier, Nicolas Winding Refn, Susanne Bier, Thomas Vinterberg og Christoffer Boe har alle tidligere har haft film med på Sundance, men Mads Matthiesen er den første danske instruktør nogensinde til at modtage den fornemme pris som Bedste Instruktør.
”Jeg er meget overrasket og stolt over at vinde denne her pris. Sundance har på mange måder været her det hele startede for “10 Timer til Paradis”, og det føles som et dejligt punktum at vinde denne fantastiske pris. Jeg håber virkelig at filmen nu vil komme ud i verdenen og blive set af endnu flere mennesker, for det er på mange måder, derfor jeg har lavet den” siger instruktøren Mads Matthiesen.

[youtube id=”2Rm7I6DSvzQ” width=”600″ height=”350″]

I ”10 Timer til Paradis” har Mads Matthiesen primært arbejdet med amatørskuespillere, og filmen er optaget på location i Danmark og Thailand, og en lang række medvirkende er fundet i de miljøer, filmen portrætterer.
Efter prisoverrækkelsen ved Sundance Film Festival har Mads Matthiesen kun et kort stop i København, inden han tager videre til Göteborg International Film Festival, hvor filmen også er nomineret til en pris i kategorien Bedste Nordiske Film. Göteborg International Film Festival åbnede fredag den 27. januar og fortsætter til 6. februar.

Synopsis: 38-årige Dennis vil rigtig gerne finde kærligheden. Han har aldrig haft en kæreste og bor alene med sin mor i en forstad til København. Da hans onkel bliver gift med en pige fra Thailand, beslutter Dennis sig for selv at prøve lykken ved en rejse til Pattaya. Han ved, at hans mor aldrig ville acceptere en anden kvinde i hans liv, så han lyver og påstår, at han skal til Tyskland. Dennis’ naive syn på kærligheden får dog hurtigt store skrammer, og han er tæt på at miste modet, da han helt tilfældigt møder den thailandske kvinde Toi, og de forelsker sig.
På rollelisten er den tidligere Danmarksmester i bodybuilding Kim Kold, der spiller Dennis, skuespilleren Elsebeth Steentoft som moderen Ingrid og Lamaiporn S. Hougaard som Toi.

”10 Timer til Paradis” havde Danmarkspremiere i torsdags og kan i øjeblikket ses i biografer over hele landet.

Seneste Nyheder

Mere fra filmens verden