Det er en stor og vigtig film Uli Edel har lavet. Vigtig fordi den beskriver et kapitel i nyere europælig;isk historie, vigtig fordi de mekanismer som var tilstede den gang, er til stede den dag i dag, vigtig fordi det måske kan hjælig;lpe os forstå, hvilke krælig;fter der driver terrorismen. Det er en film som ikke bare fanger, men som også sælig;tter tanker i gang.
Filmen koncentrere sig isælig;r om to perioder i Rote Armee Fraktions (RAF) historie. Den første spælig;de begyndelse og den lange tid, hvor gruppens grundlælig;ggere sad i isolationsfælig;ngsel. Hvordan det hele begyndte som fredelige protester mod Vietnam-krigen, eskalerede til regulælig;r terrorisme og endte i et nælig;sten selvskabt martyrium.
Filmens nøjes ikke med at beskrive, den prøver også at forklare. En ting er hvordan visse mennesker kan bevælig;ge sig ud i ekstremerne, noget andet er et samfund som gøder jorden for ekstremisme og terrorisme. Det er svælig;rt at forstå i dag, hvor stor splittelsen egentlig var i verden. Jerntælig;ppet delte ikke bare verden, den var også en kilde gennem samfundet, gennem generationerne. Filmen viser hvordan ekstreme synspunkter bliver skælig;rpet, hvis man vælig;lger at knuse dem i stedet for at indgå i dialog. Studenteroprøret var ikke et lille isoleret skare, ved at slå ned på det med uhørt og uprovokeret brutalitet var man med til at bekrælig;fte de mest ekstreme i, at deres kamp var legitim og man gjorde det samtidig svælig;rt for mere moderate venstreorienterede, at tage entydigt afstand. I begyndelsen af filmen ser vi en ellers fredelig demonstration blive brutalt nedkælig;mpet af politiet. Vi ser også, hvordan at terrorisme bliver en selvforstælig;rkende logik blandt RAF’s medlemmer. Hvordan brutaliteten og ligegyldigheden over for menneskeliv eskalerer. Som RAF’s ideolog Ulrike Meinhoff skrev: ”brælig;nder man en bil er det en forbrydelelse, brælig;nder man hundrede at det en politisk aktion...” eller ”et mand i uniform er ikke lælig;ngere et menneske...” . Da de endelig blevet fanget valgte man at isolationsfælig;ngsle dem i årevis, dvs. man udsatte dem for tortur. En grusom hælig;vn fra samfundet, men samtidig bekrælig;ftede man terroristerne i deres sag, man skabte martyrer ud af dem og var dermed med til at volden eskalerede i stedet for at stoppe; man gjorde RAF større end både Andreas Baader og Ulrike Meinhof, man gjorde det til et begreb, deraf filmens titel: "Baader-Meinhof Komplekset".
Filmen trælig;der en delikat balance imellem debatfilm, og biografisk skildring. Det er en utroligt flot produktion, miljøskildring og tidsbilledet virker fuldstælig;ndigt autentisk. Det er også en film med store huller, der er simpelthen så meget stof, at de har vælig;ret nød til at vælig;lge meget fra. Det kan ses, men det er ikke forstyrrende, fordi den grundlælig;ggende historie om, hvordan menneskers flirten med ekstremisme, kan udvikle sig til terrorisme og om, hvordan et samfund ikke skal reagere. Desvælig;rre har vi ikke lælig;rt af vores fejl. Vi laver stadig terrorlove, der er brud på fundamentale rettigheder, vi danser stadig rundt om konflikten i Palælig;stina, som katten om den varme grød. Her i Danmark isolationsfælig;ngsler vi for et godt ord, uagtet at isolationsfælig;ngsel er tortur. "Baader-Meinhof Komplekset" er både bevælig;gende, medrivende og tankevælig;kkende. Det har vi brug for.
Filminformation:
Originaltitel: Der Baader-Meinhof Komplex
Instruktør: Uli Edel
Medvirkende: Martina Gedeck, Moritz Bleibtreu, Johanna Wokalek, Bruno Ganz m.fl.
Spilletid: 151 min.
Premiere: 24/4-2009
Distributør: Nordisk Film
