Den romantiske komedie har en slags undergenre: den britiske romantiske komedie. Forskellen ligger ikke så meget i indholdet, men i eksekveringen. Jeg tror det har noget med sproget og skuespillerne at gøre. Britiske skuespillere har en evne til at tage toppen af det sentimentale, fordi der altid synes at vælig;re et lag sarkasme og ironi under det hele. Når de bekender deres store kælig;rlighed, har du altid fornemmelsen af at de har sarkasmen med som en redningskrans, så de ikke taber ansigt hvis deres kælig;rlighed ikke er gengælig;ldt. En englælig;nder lider i stilhed og vælig;rdighed, mens en amerikaner grælig;der.
Filmens plot kan bedst beskrives som "Goodmorning Vietnam" ombord Radio Merkur; altså uden Vietnamkrig og tonstung morale. Den foregår ombord på et skib, der bryder BBCs radiomonopol ved at sende piratradio med pop- og rockmusik. Filmen handler i virkeligheden mest om venskabet mellem radioens DJ’s, en flok mælig;nd som hver isælig;r ikke ligefrem er udstyret med verdens største sociale intelligens, men som gennem radioen, dels finder et fælig;llesskab og dels finder en platform, hvor de kan vælig;re de kan vælig;resexguder.
Filmens egentlige hovedperson er den uerfarne Carl, der er blevet smidt ud af den drengeskole han har gået på og nu er blevet sendt ud til sin gudfar på søen for at komme på ret kurs. Som en ven bemælig;rker er et skib, hvor det flyder med tjald, alkohol og ofte horder af våde og villige kvinder, ikke det mest oplagte sted at komme på ret kurs, i hvert fald ikke i traditionel forstand. Men filmen er så løst fortalt, at hans historie egentlig ikke betyder sælig;rligt meget. Faktisk er der ikke noget i filmen, der betyder sælig;rligt meget, men det gør ikke så meget. Filmen lever gennem sine karakterer, som alle er små komiske perler. Store dele af filmen er ren tomgang, men det generede mig ikke, fordi jeg var simpelthen i godt selskab.
Det er svælig;rt at gå galt i byen når man har Bill Nighy’s dead pan replik-levering (i ved den måde han både kan vælig;re straight og virkelig underlig på en gang), Phillip Seymour Hoffman som rockprælig;dikant (han spillede nælig;sten samme rolle i "Almost Famous") og Rhys Ifans som den mest sexede DJ verden har set, en mand der kan give kvinder orgasme alene med sin kælig;lne stemme. Deres modstander er kulturministeren (Kenneth Branagh), der lider den sørgelige skælig;bne at vælig;re en reinkarnation af Hitler. Filmen er skrevet og instrueret af Richard Curtis, en veteran inden for denne genre. Han skrev "Fire Bryllupper, og en Begravelse" og både skrev og instruerede "Love Actually". Der er betydeligt mindre ballast i The Boat That Rocked, men han har et øre for skælig;ve replikker og godt greb om filmens virkemidler. Den fyger derudaf. "The Boat That Rocked" er ligegyldig, men utroligt sjov. Jeg blev helt i forårshumør.
Filminformation:
Originaltitel: The Boat That Rocked
Intruktør: Richard Curtis
Medvirkende: Phillip Seymour Hoffman, Bill Nighy, Rhys Ifans, Nick Frost, Kenneth Branagh m.fl.
Lælig;ngde: 134 min.
Distributør: United International Pictures
Premiere: 17/4-2009
