Går snakken på gyserfilm i 80’erne, kan man ikke komme udenom den lange række af teen-slashers fra perioden. Efter Tobe Hoopers lavbudgetshorror ”The Texas Chain Saw Massacre” fra 1974 overraskende slog fast at smalle budgetter ikke er en hindring for stilsættende gru, fik andre instruktører blod på tanden. Den dengang unge og uerfarne John Carpenter tog chancen med den mesterlige ”Halloween” fra 1978 – og så var der lagt op til et nyt brud. Særligt efter ”Fredag d. 13”, og så et par så senere Wes Cravens ”A Nightmare on Elm Street” eller ”Morderiske Mareridt” som den dengang hed i Danmark, i høj grad markerede sig. Hollywood er så, efter et årti med asiatiske remakes, begyndt at lave remakes af netop de klassiske teen-slashers – med noget blandende resultater. Denne gang er det ”A Nightmare on Elm Street” der står for skud.
En vennekreds af teenagere i en amerikansk forstad har samme mareridt. Fælles for dem er at en forbrændt mand i en rødstribet sweater, iført en underlig knivhandske og ved navn Freddy Krueger (Jackie Earle Haley), optræder i dem alle. Problemet er imidlertid at drømmene ikke forbliver drømme, men manifestere sig i virkeligheden – det betyder at når Krueger dræber i drømmene, sker det også i virkeligheden. Derfor bliver den umage, og tilbageværende, gruppe af venner nødt til at opklare mysteriet om den vanvittige morder – før de falder i søvn igen.
Lad det være sagt med det samme at ”A Nightmare on Elm Street” anno 2010 slet ikke er så ringe, selvom adskillige fanboys af originalen fra 1984 naturligvis vil påstand andet. Den allerstørste forskel på de originale teen-slashers og bølgen er remakes er uden tvivl æstetikken. Hvor de lave budgetter og kreativiteten blomstrede i 80’erne, i hvert fald til at starte med, trækker flere af de nye reboots på musikvideoinstruktører der kan deres kram teknisk og visuelt. Det betyder slet ikke at der er store fortællermæssige krumspring, men det var der trods alt heller ikke i de originale.
Formålet er at skræmme og chokere, hvilket instruktør Samuel Bayer formår, ligesom Wes Craven gjorde det. Hvor Craven formåede at opbygge et mysterie omkring Krueger og i øvrigt fik historien til at hænge sammen, synes Bayer at være fokuseret på at ville chokere for enhver pris. Suspense-stemning er fra start til slut spændt ud som en klaverstreng, som var det meningen at man skal holde hænderne så meget henover over øjnene, at man ikke kan følge med i den røde tråd. Hvor der effektivt spilles op med knirkelyde og diskante tudevioliner, kniber det med historiens logik og motivation. Det er rigtigt ærgerligt, da Bayer i store dele af filmen indfrier forventningerne. Men sådan er forholdene formentlig, når en vis Michael Bay trækker i trådene som producent og ejer af selskabet bag, Platinum Dunes, der i øvrigt står for de fleste horror-remakes.
Et stort spørgsmålstegn har naturligvis været Jackie Earle Haley som Freddy Krueger, frem for Robert Englund. Hvor Haley mangler den tidligere ondskabsfulde charme og grove humoriske anstrøg, har han helt afgjort mere pondus som en langt bedre skuespiller og er faktisk noget mere skræmmende. Rollen som Rorshack i ”Watchmen” viste hvor magtfuld den lille mand kan tage sig ud iført maske, og ikke mindst i kraft af sin meget karakteristiske stemme – og de kvaliteter vises i fuldt flor. Til gengæld er resten af besætningen lettere pinlig, mens at Thomas Dekker som Glen trods alt viser lovende takter.
Konklusion:
Remaket af ”A Nightmare on Elm Street” er ganske hæderligt og om end mere effektivt mht chockeffekter end originalen. Den er flot, eksplicit og vigtigst af alt formår Jackie Earle Haley at fortolke Freddy Krueger yderst skræmmende, om muligt bedre end Robert Englund. Desværre løfter filmen sig ikke mere end fra det jævne, da der hverken det fortællermæssige eller universets indre logik består. Ærgerligt, da instruktør Samuel Bayer ellers har godt fat i flere elementer.
[media id=1011 width=630 height=340]